Øgede forsvarsudgifter giver færre penge til regioner
Finansminister Nicolai Wammen (S), sundhedsminister Magnus Heunicke (S), indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen (S) og formand for Danske Regioner, Anders Kühnau (S), præsenterer økonomisk aftale for regionerne i Finansministeriet fredag morgen, efter en aftale faldt på plads natten til fredag. Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Forsvarsudgifter og høj inflation betyder stram økonomiaftale for 2023 mellem regioner og regeringen.
Økonomien for det danske sygehusvæsen i 2023 kom natten til fredag på plads, da regeringen og Danske Regioner indgik en ny økonomiaftale.
Aftalen er forhandlet med en begrænset økonomisk ramme på grund af de øgede forsvarsudgifter som følge af krigen i Ukraine, fremgår det af aftalen og en pressemeddelelse fra Danske Regioner.
Også inflationen gør, at aktiviteter i regionerne skal dæmpes.
De fem regioner får tilført én milliard kroner ekstra til at dække den demografiske udvikling, hvor der kommer flere ældre.
Samtidig tilføres knap tre milliarder kroner til anlæg, som skal bruges til blandt andet at renovere og modernisere hospitaler.
Det er færre penge til anlæg end sidste år, lyder det fra finansminister Nicolai Wammen (S) på et pressemøde om aftalen fredag morgen.
Danske Regioner betegner aftalen som en ”meget stram aftale”, hvor der er ”ingen grund til hurraråb.
- Pengene rækker til at dække den demografiske udvikling for det næste år. Jeg skal være ærlig og sige, at i lyset af de meget store udfordringer, som sundhedsvæsnet står overfor, havde vi håbet på mere. Men vi må erkende, at det blev en stram aftale i en ekstraordinær situation, siger Anders Kühnau (S), formand for Danske Regioner, i pressemeddelelsen.
De tre milliarder kroner til anlæg betyder også, at regionerne nu må udskyde planlagte byggerier og i stedet prioritere, lyder det videre.
Nicolai Wammen kalder aftalen ”god og ansvarlig”. Den afspejler, at dansk økonomi er ramt af ”høj inflation”.
- I den nuværende situation er det afgørende, at vi ikke hælder mere benzin på bålet. Derfor er vi blevet enige om at lægge en dæmper på anlægsaktiviteten, siger Nicolai Wammen i en pressemeddelelse fra Finansministeriet.
Det er også aftalt, at regeringen fortsat dækker afholdte udgifter for regionerne i forbindelse med håndtering af covid-19. Det er eksempelvis indkøb af medicinsk udstyr og værnemidler samt udgifter til testkapaciteten. Kompensationen lyder på 3,5 milliarder kroner.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned