Omstridt ramadan-møde melder alt udsolgt

250 personer skal til en omstridt reception i Folketinget mandag i anledningen af afslutningen på muslimernes årlige fastemåned ramadanen. Og interessen har været så stor, at arrangørerne har måtte afvise rigtig mange.

- Jeg er meget glad for den store interesse for mit arrangement. 250 personer har tilmeldt sig receptionen. Og vi har været nødt til at sig nej til rigtig mange, siger socialdemokraten Hüseyin Arac.

- Det er meget positivt, at så mange mennesker finder det vigtigt at mødes og debattere ramadanen og det danske samfund. Jeg glæder mig til oplæggene og en god debat, siger han.

Arrangementet har affødt stor debat i Folketinget om hvorvidt Christiansborg skal bruges til arrangementer af religiøs karakter.

Men efter at den planlagte "middag" blev ændret til en "reception", har Folketinget givet grønt lys til arrangementet.

Sidste år blev der afholdt et lignende arrangement, som SF'eren Özlem Cekic stod bag. Her vakte det især stor opsigt, at socialminister Benedikte Kiær (K) deltog, mens statsministeren meldte afbud på grund af "en travl kalender".

Det er dog ikke muligt at få oplyst, hvem deltagerne er ved årets reception og om repræsenter fra regeringen deltager. Men blot 11 folketingsmedlemmer er blandt de 250 deltagere, oplyser Hüseyin Arac.

Han fortæller desuden at næsten 10 lande er repræsenteret gennem deres ambassade - flere med ambassadører.

Dansk Folkeparti har været blandt de største kritikere af ramadan-receptionen.

- Vi har altid ment, at middagen var et misfoster. Det er fint nok med en sådan middag, og politikere skal velkommen til at deltage, men det skal bare ikke ske på Christiansborg, siger Søren Espersen, der er medlem af Folketingets præsidium.

/ritzau/

Interessen for et ramadan-møde i Folketinget har været så stor, at flere ikke har fået plads. 250 deltager.

Offentliggjort Sidst opdateret