Opgør med pension kan hæve politikerløn til 959.000 kroner
Næstformand for Venstres folketingsgruppe Karsten Lauritzen mener, at en forringelse af politikernes løn vil gøre det svært at tiltrække kloge og flittige mennesker til hvervet. (arkivfoto). Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Medlemmer af Folketinget vil få en lønstigning på 41 procent, hvis skitse til ny indkomstpakke vedtages.
En årsløn på 959.000 kroner plus 17 procent i arbejdsgiverbetalt pension.
Det kan blive virkeligheden for medlemmer af Folketinget, når politikerne i det nye år skal forhandle om deres egen løn.
Det skriver DR Nyheder.
For to måneder siden varslede et bredt flertal i Folketinget et opgør med de lukrative pensioner og andre goder, som politikerne ofte er blevet kritiseret for.
Derfor bad Socialdemokraternes gruppeformand, Flemming Møller Mortensen, om at få lavet beregninger på, hvordan lønpakken skulle se ud, hvis den skulle ligne det almindelige arbejdsmarked.
DR har fået aktindsigt i beregningerne, som er lavet af Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.
De viser, at politikernes grundløn skal stige med 280.000 kroner - eller 41 procent i forhold til den nuværende grundløn.
Det gælder, hvis der skal kompenseres for, at et skattefrit tillæg og de gunstige pensionsforhold forsvinder.
Både Venstre og Socialdemokraterne, der tilsammen har flertal i Folketinget, mener, at ændringerne i politikernes indkomst skal gå i nul.
Og det holder Venstres gruppenæstformand, Karsten Lauritzen, fast i.
- Vi har den holdning, at vi ikke vil forringe de samlede vilkår, for vi har brug for, at flittige og kloge mennesker går ind i politik. Og det får vi ikke ved at forringe vilkårene, siger han til DR.
Både Flemming Møller Mortensen og De Radikales Sofie Carsten Nielsen mener også, at regnestykket skal gå i nul, når man forringer pensionsforholdene.
Længere ude på fløjene er opbakningen til den nye skitse for en politikerløn dog til at overse.
- Politikere fastsætter selv deres løn. Og hvis man giver sig selv så stor en lønstigning, så vil jeg kalde det grådigt, siger demokratiordfører for Enhedslisten Rosa Lund.
Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, er enig.
- Jeg synes godt, at man kan kalde det grådigt. Jeg synes, at politikere på godt og ondt skal være en del af den danske befolkning og kunne relatere sig til de udfordringer, som danskerne lever med.
- Derfor skal man passe på med ikke at bevæge sig for langt væk fra de mennesker, man skal repræsentere, siger han til DR.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned