Østergaard går efter de afgørende mandater
Trods sløje meningsmålinger tror den radikale leder på, at hans parti igen kan sikre sig en central placering.
Nu er det vælgerne, der skal tale, og der er næppe meget, politikerne kan gøre for at flytte stemmer længere, vurderer lederen af De Radikale, Morten Østergaard, da han torsdag er på vej hen for at afgive sin stemme i Sundby på Amager.
Selvom meningsmålingerne spår, at partiet vil få under fem procent af stemmerne, og Østergaard altså ikke tror, at han i valgdagens 11 timer kan nå at flytte mange stemmer, er han alligevel optimist.
- Succeskriteriet er slet og ret, at Det Radikale Venstre igen leverer de afgørende mandater til en SR-regering, siger han på vej ind til valglokalet torsdag.
- Folk har ikke sat deres kryds endnu. Vi har haft et utal af meningsmålinger. Jeg synes bare, at man skal tænke over, om Danmark er et bedre sted i dag end for fire år siden, lyder det fra Østergaard.
Han oplyser, at han har stemt på liste B, De Radikales partibogstav, med et "solidt kryds". Han kan nemlig ikke stemme på sig selv, da han er opstillet i Aarhus, men bor i København.
De Radikale har i valgkampen profileret sig dels på den økonomiske politik, hvor partiet modsat sin regeringspartner vil gøre op med skattestoppet på boliger efter 2020. Samtidig vil De Radikale lette topskatten.
Derudover har partiet markeret sig i udlændingedebatten, hvor Østergaard gentagne gange har erklæret, at han er stolt over, at regeringen, efter hans mening, har forbedret udlændingepolitikken, hvor oppositionen betegner ændringerne som lempelser.
Valgforsker Søren Risbjerg Thomsen har for netavisen Altinget foretaget et gennemsnit af valgkampens sidste meningsmålinger. Det viser, at der er helt dødt løb mellem de politiske blokke, og at det dermed er meget sandsynligt, at de fire nordatlantiske mandater kan blive afgørende for, om Morten Østergaard kommer til at fortsætte i regering.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie