Østjyder kræver flere spor på E45 fra Randers til Vejle
Regeringen vil udvide motorvejen mellem Aarhus og Skanderborg. Der skal være tre spor i hver retning.
Hverdagen bliver lettere for borgere og virksomheder, når der kommer tre spor i stedet for to på motorvejen mellem Aarhus og Skanderborg.
Derfor glæder det østjyske borgmestre, at regeringen vil bruge penge på at udvide E45.
- Det er en sund investering, der vil komme hele Østjylland til gode, skriver Jørgen Gaarde (S), der er borgmester i Skanderborg, i en pressemeddelelse.
Han mener dog, at motorvejen bør blive udvidet helt fra Randers til Vejle.
- Denne del vil vi hurtigst muligt gå i dialog med regeringen om med henblik på at få vedtaget en aftale, skriver borgmesteren, der er formand for Business Region Aarhus, en sammenslutning af 12 østjyske kommuner.
Ifølge Jyllands-Posten vil regeringen i sit finanslovsudspil foreslå, at motorvejen får et ekstra spor mellem Aarhus og Skanderborg. Det skal ske ved at lave et ekstra spor i hver retning i den nuværende midterrabat, som er 12 meter bred.
Dermed undgår staten at skulle ekspropriere eller opkøbe jord. Transportminister Hans Christian Schmidt (V) forventer, at motorvejen vil være udvidet inden for tre til fire år.
De hyppige køer på E45 generer i dag både pendlere og virksomheder, der transporterer varer på motorvejen. Derfor forventer Jørgen Gaarde, at flere spor vil skabe vækst i Østjylland. Han håber desuden, at der vil komme færre færdselsuheld.
- Via tal fra Vejdirektoratet ved vi, at antallet af ulykker og harmonikasammenstød falder, når antallet af spor udvides fra to til tre i hver retning, skriver han.
Business Region Aarhus er en sammenslutning af Favrskov, Hedensted, Horsens, Norddjurs, Odder, Randers, Samsø, Silkeborg, Skanderborg, Syddjurs, Viborg og Aarhus Kommune.
Sammenslutningen arbejder på at gøre regionen mere attraktiv for borgere og turister. Et af målene har været at få tre spor på E45.
Ifølge kommunerne er trafikken på E45 steget med 75 procent siden 2000 på de strækninger, hvor der er mest trafik. Antallet af biler stiger med fem procent om året på visse strækninger.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned