Østrig og Danmark vil hjælpe Balkan med at hjemsende afviste
Mange migranter er kommet til EU via en rute, der går over Balkan, og nu er en gruppe EU-lande gået sammen om at støtte disse lande med at håndtere udfordringen. Fredag holdt landene møde om hjemsendelser i gruppen, som Østrig har taget initiativ til, og som Danmark er del af. Foto: Marko Djurica/Reuters
Marko Djurica/Reuters
EU har svært ved at få afviste asylansøgere hjemsendt. Landealliance vil hjælpe Balkanlande med opgaven.
På initiativ af Østrig har en række lande, herunder Danmark, indledt et samarbejde for at støtte lande på Vestbalkan med at håndtere et pres fra afviste asylansøgere og migranter.
Det første møde blev holdt fredag, da embedsmænd i gruppen, der desuden tæller blandt andet Tyskland og Tjekkiet, talte om, hvordan de kan støtte balkanlandene med at sende personer uden lovligt ophold hjem.
Samarbejdet udspringer af et møde sidste sommer i Wien, hvor udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) deltog.
- Østrig spurgte, om vi ville være med til et mere forpligtende samarbejde om at hjælpe. Det har vi valgt at sige ja til, siger Tesfaye.
I januar meddelte regeringen, at man afsætter 45 millioner kroner fra udviklingsbistanden til at hjælpe lande på Vestbalkan med at tilbagesende migranter og til at styrke grænsekontrol.
EU-landene har svært ved at få afviste asylansøgere til at rejse tilbage. I gennemsnit afvises 370.000 ansøgninger årligt. Kun en af tre rejser ifølge EU-Kommissionen tilbage. De fleste af disse frivilligt.
EU-Kommissionen kalder det "utilfredsstillende" og har i denne uge rundsendt et forslag, der skal gøre tilbagesendelsespolitikken mere effektiv.
- Evalueringen skal bruges til at sikre, at samarbejdet med tredjelande om tilbagesendelser fungerer for alle EU-lande, og ikke kun for nogle, og at alle medlemslande leverer på tilbagesendelser, skriver EU-Kommissionen.
Tesfaye siger, at myndighederne på Vestbalkan løfter en kæmpe opgave på vegne af EU.
- Fra dansk side prøver vi at sige, at vi har meget lave asyltal. Vi har derfor lavere udgifter og et overskud til at prøve at hjælpe lande langs migrationsruterne.
Hjælp med tilbagesendelser kan ske via de aftaler, som enkeltlande har med lande, hvor migranterne kommer fra. Det er ifølge ministeren forskelligt fra EU-land til EU-land, hvilke tredjelande man har gode aftaler med.
- Hvis man har fået en aftale med et tredjeland om, at et fly lander i deres lufthavn med deres statsborgere, så kan der være folk om bord på det fly, som har opholdt sig i forskellige europæiske lande, siger han.
Ud over støtte til hjemsendelser vil landene støtte myndighederne i balkanlande med at håndtere det pres, der i perioder er fra flygtninge og andre migranter. De vil også hjælpe med at beskytte flygtninge.
Det er en erfaren østriger, Berndt Körner, som skal lede samarbejdet. Körner er tidligere vicedirektør i EU's grænseagentur (Frontex), hvor han blandt andet har arbejdet med migration på Balkan.
Seneste artikler
Ældreformand: Rystende besparelser
Narkohund fik færten af lommen
13-årige Filuca fra Lolland til tops ved stort internationalt stævne
Tyve og ubehagelige typer i butikkerne: Netto tilbyder psykologhjælp til ansatte
Inviterer til stor åbning af historisk bygning
Mest læste artikler
Brand lukker kendt grillbar indtil videre
'Det vil nok få de fleste til at tage lidt mere tøj på'
Beboere måtte genhuses efter fare for nedstyrtning
DMI: Kraftige tordenbyger over LF
Dom i Danmarks største sag om kontaktbedrageri