OVERBLIK: Kommission sætter minksag under lup

Minkkommissionen stiller ingen til ansvar, men afleverer beretning om ministre og embedsmænds roller i sagen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Minkkommissionen har hørt fra mere end 70 personer for at komme til bunds i forløbet om aflivningen af alle mink i Danmark.

Kommissionen afleverer sin endelige beretning til Folketingets granskningsudvalg på et møde torsdag klokken 11.

Kommissionen blev nedsat 23. april 2021. Sidste afhøring var 8. april 2022.

Læs mere om kommissionen her:

* Hvad er Minkkommissionen?

Minkkommissionen er den første såkaldte granskningskommission. Det er en ny mere hurtigtarbejdende kommissionsform, som blev vedtaget i april 2021.

Det er Folketinget, der nedsætter den slags kommissioner og beslutter, hvad der skal undersøges.

Den minder om en undersøgelseskommission. Begge kan de for eksempel indkalde vidner. Men granskningskommissioner skal kunne gennemføres hurtigere - blandt andet ved at undersøge et mere afgrænset område.

* Hvad skal Minkkommissionen?

Minkkommissionen har fået til opgave at undersøge og redegøre for forløbet, fra første gang spørgsmålet om hjemmel til aflivning af alle mink i Danmark drøftes mellem myndighederne, til og med forbuddet mod hold af mink blev vedtaget 12. december 2020.

I den forbindelse skal kommissionen komme med sin vurdering af, om der var hjemmel til at kræve alle mink aflivet, da regeringen annoncerede det.

Kommissionen skal også særskilt redegøre for, hvornår og hvordan regeringens ministre blev bekendt med, at der var tvivl om, hvorvidt der var hjemmel til beslutningen. Derudover skal der redegøres for, hvordan de reagerede.

Det er også en særskilt opgave for kommissionen at undersøge, om regeringens ministre har givet korrekte og fyldestgørende oplyser til offentligheden fra beslutningen om at aflive alle mink, indtil det midlertidige forbud blev vedtaget i december 2020.

Også myndighedernes kommunikation med minkavlerne skal vurderes af kommissionen. Herunder lovligheden af kommunikationen.

Efter at kommissionen gik i gang, fik den endnu en opgave: at undersøge, hvorfor og af hvem politiets actioncards til samtaler med minkavlerne blev udfærdiget.

Der er også ting, som kommissionen eksplicit ikke skal tage stilling til. Den skal ikke beskæftige sig med de sundhedsfaglige eller veterinærfaglige aspekter af beslutningen om at aflive alle mink.

Kommissionen er ikke en dømmende myndighed og kan altså ikke afgøre, om nogle bør straffes for deres handlinger.

Et flertal i Folketinget kan efter undersøgelsen tage stilling til, om der skal iværksættes en uvildig advokatundersøgelse med henblik på en eventuel rigsretssag mod en eller flere ministre.

Hvad angår embedsmænd, kan kommissionen komme med en vurdering af, om der er grundlag for at drage nogle til ansvar.

* Hvem sidder i Minkkommissionen?

Folketinget har udpeget tre medlemmer til kommissionen. De skal alle være uvildige og uafhængige, og mindst en af dem skal være dommer.

Det er i dette tilfælde kommissionens formand, landsdommer Michael Kistrup.

De øvrige medlemmer er Helle Krunke, der er centerleder og professor i forfatningsret ved Københavns Universitet, og advokat Ole Spiermann fra advokatfirmaet Bruun & Hjejle.

Spiermann sad også i Tibetkommissionen, og han har blandt andet været leder af undersøgelserne af Danske Banks estiske filial siden 2017.

Kilde: Minkkommissionens kommissorium.

/ritzau/