Özlem Cekic: Det er en svær beslutning
Özlem Cekic erkender, at hun står over for en svær beslutning, når hun skal beslutte sig for, om hun stemmer nej til regeringens omdiskuterede skatteaftale og dermed forlader SF, eller om hun retter ind efter SF-ledelsen og stemmer ja til aftalen.
Hun har højlydt kritiseret reformen, der for en uge siden blev indgået med Venstre og Konservative, og hun har indtil nu fastholdt, at hun stemmer nej til aftalen, som hun mener rammer socialt skævt.
- Det er en svær beslutning, siger Özlem Cekic til Ekstra Bladet.
Hun er i øjeblikket på rejse med Folketingets beskæftigelsesudvalg til Atlanta i USA, og hun har slået fast, at hun først vil udtale sig, når hun kommer til Danmark.
Og det holder hun fast i.
- Jeg vil ikke sige noget før i lufthavnen i København, konstaterer hun.
SF er generelt splittet i spørgsmålet om skatteaftalen.
Partiets EU-ordfører, Lisbeth Bech Poulsen, har ligeledes været kritisk over for aftalen og ønsket - ligesom Cekic - at stemme nej - men efter et dramatisk gruppemøde onsdag havde hun ændret mening.
- Jeg har indset, at hvis jeg ikke stemmer for, så kan jeg ikke være SF'er, sagde hun efter mødet.
- Vi har haft et rigtig svært og bevægende gruppemøde. Og vi har fundet ud af, at vi vil hinanden, og jeg kan ikke forestille mig at være med i et andet parti end SF, sagde hun.
Gruppeformand Pernille Vigsø Bagge afviser, at Lisbeth Bech Poulsen er blevet truet med eksklusion fra partiet, hvis hun ikke følger partilinjen.
Pernille Vigsø Bagge slog efter mødet fast, at alle SF'ere stemmer for regeringens politik.
- Holdningen er, at vi stemmer ens i SF til de forslag, som regeringen lægger frem. SF bringer alle sine 16 mandater ind i regeringen, når vi laver aftaler, siger Pernille Vigsø Bagge.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned