Pape fortsætter kampen: Arveafgiften skal afskaffes
De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, førte sit parti fra 6 til 12 mandater ved det seneste folketingsvalg. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
De Konservative arbejder videre for at fjerne arveafgiften. Den er urimelig, siger formand Søren Pape Poulsen.
Der er brug for skattelettelser, lyder det fra De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, i sin tale lørdag på partiets landsråd.
Derfor fortsætter partiet ufortrødent sin mission for at afskaffe arveafgiften. Ifølge Pape skal det ikke være en indtægtskilde for staten, hvis et familiemedlem dør.
- Venstrefløjen påstår, at det giver for meget ulighed, hvis staten ikke konfiskerer nogle penge. De forsøger at tegne et billede af, at skatten på generationsskifte handler om meget få ekstremt velhavende danskere.
- Men det er ikke det sande billede. De her erhvervsdrivende sidder ikke med en bunke kontanter i en kuffert ved siden af spisebordet, som de giver videre.
- De har bundet deres midler i den arbejdsplads, der skaber eksport til gavn for Danmark, og som skaber arbejdspladserne til danskerne.
- Derfor er skatten på generationsskifte også en skat på folk, der har arbejdet for at bygge noget op, siger Pape.
Han mener, at venstrefløjen ikke kan unde disse mennesker lidt succes.
- Skatten på arv er et bittert og vredt projekt, som tiltaler dem, der ikke kan tåle, at andre har succes. Men man kan ikke bygge et lykkeligt land på jalousi.
- Derfor skal man selvfølgelig kunne drive sin virksomheder videre, uden at staten skal have en bid af kagen, fordi nogen er død eller går på pension, siger Pape.
Den daværende VLAK-regering droppede at sænke arvegiften, da der skulle forhandles finanslov sidste år. Til stor ærgrelse for De Konservative. Dansk Folkeparti, støttepartiet til Venstre, De Konservative og Liberal Alliance, ville ikke være med.
Siden er der sket et regeringsskifte, og det er nu Socialdemokratiet, der sidder på magten med et rødt flertal bag sig.
Men det er vigtigt for Pape at understrege De Konservatives linje. Hvis man synes, at skatten er for høj eller for kompliceret, skal man stemme konservativt, siger Pape.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned