Pape: Løkke overså advarsler om mistillid til minister
Søren Pape Poulsen mener, at Løkke skabte absurd situation, da statsministeren truede med at udskrive valg.
Det kom ud af det blå, og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) truede med at udskrive folketingsvalg.
Krisen i blå blok stjal hele den politiske dagsorden i sidste uge, som kulminerede i weekenden, da Eva Kjer Hansen (V) gik af som miljø- og fødevareminister efter pres fra regeringens støtteparti De Konservative.
Løkke gentog flere gange, at De Konservative ikke havde advaret ham om, at partiet havde mistet tilliden til den nu tidligere minister, som ifølge De Konservative havde brugt ukorrekte regnemetoder i forbindelse med landbrugspakken.
Men det passer ikke, siger K-formand Søren Pape Poulsen i et interview med Ritzau. Så har Løkke ikke fulgt godt nok med i sagen, mener Pape.
- Hvis nogen var i tvivl om, hvorvidt der var dyb krise i det her, så har man beskæftiget sig med meget andet. Hvem, der talte med hvem og hvornår, det vil jeg simpelthen ikke gå ind i.
- Det her kom ikke ud af det blå, og enhver, der har fulgt det her, ved, at der var dyb krise i forhandlingerne om en tillægsaftale hos den daværende minister. Det undrer mig, hvis man ikke var klar over det. Mere vil jeg ikke sige om det, siger Pape til Ritzau.
De Konservative arbejder fortsat på at lave en grøn tillægsaftale til landbrugspakken.
Det lod sig ikke gøre med Eva Kjer Hansen ved forhandlingsbordet trods flere forsøg, og tirsdag i sidste uge meddelte De Konservative så, at man ikke længere havde tillid til ministeren.
Pape mener desuden, at Løkke skabte en absurd situation med sine valgtrusler. Det har Pape også meddelt Løkke personligt.
- Jeg skal ikke vurdere, om det var useriøst af Løkke. Men jeg kan bare sige, at det undrede mig.
- For så kan vi komme i den absurde situation, at hvis der er en minister, som ikke giver Folketinget retvisende oplysninger, kan en statsminister altid sige, at nu bliver der udskrevet valg.
- Det er helt absurd, og det har jeg også sagt til Løkke. Jeg vil ikke fortolke, hvorfor han har gjort, som han har gjort, siger Pape.
Mandag blev Eva Kjer Hansen afløst af Esben Lunde Larsen (V) som miljø- og fødevareminister.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned