Partier klar til at forkorte periode med affyring af fyrværkeri
Dansk Folkeparti er et af flere partier, der ønsker, at den periode, hvor man må affyre fyrværkeri forkortes. Billedet er fra et fyrværkerishow i Svendborg 28. december. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Flere partier er villige til at stramme regler for fyrværkeri. Et parti vil helt forbyde private at fyre af.
Flere af Folketingets partier er åbne for at stramme reglerne for fyrværkeri.
Det skriver både DR og Berlingske.
Alternativet er det parti, der vil stramme reglerne mest. Partiet ønsker at forbyde fyrværkeri til privatbrug.
- Vi foreslår sådan set, at det bliver ulovligt for privatpersoner at fyre fyrværkeri af, og at det så bliver professionelle - i Tivoli, på Rådhuspladsen eller andre steder - som så laver et ordentligt, stort show, siger partiets politiske ordfører, Torsten Gejl, til DR.
Andre partier ønsker blot, at perioden, hvor man må affyre fyrværkeri, bliver kortere.
Dansk Folkeparti vil ifølge Berlingske i Folketingssalen fremsætte et forslag om, at perioden, hvor det er tilladt at affyre fyrværkeri, bliver forkortet.
Partiet mener, at det skal være tilladt at fyre fyrværkeri af fra klokken 12 på nytårsaftensdag til klokken 3 natten til 1. januar.
Både SF og Enhedslisten bakker om DF's forslag.
Enhedslisten mener ikke, at det er den rigtige løsning at forbyde fyrværkeri.
- Jeg tror ikke, at et forbud vil gavne. Det vil formentlig bare betyde, at der vil vil være endnu mere illegalt fyrværkeri, siger Peder Hvelplund, der er gruppeformand og sundhedsordfører i partiet, til Berlingske.
- Man kunne overveje, at kun autoriserede skulle have liv til at affyre fyrværkeri, for det er tit folk, der er mere eller mindre berusede og ikke er vant til at omgås fyrværkeri, der fyrer af nytårsaften.
Ifølge DR er De Radikale, Moderaterne og Venstre også åbne for at kigge nærmere på reglerne for fyrværkeri.
Det er dog tydeligvis ikke alle politikere, der ønsker at begrænse affyringen af fyrværkeri.
Rasmus Jarlov, der blandt andet er skatteordfører i De Konservative, skrev torsdag på Twitter, at fyrværkeri bør være tilladt hele året rundt.
- Man skal rydde op efter sig, tage hensyn til brandfare og overholde generelle bestemmelser om, hvor meget og hvornår man må larme. Derudover skal folk blande sig udenom andre menneskers morskab, skriver han i et tweet, der har fået knap 700 svar.
Jarlov skriver dog ikke, at han udtaler sig på De Konservatives vegne.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned