Partier: SVM svigter nedslidte ved at droppe udvidelse af seniorpension

Finansminister Nicolai Wammen (S) medgiver, at seniorpensionen ikke forbedres som ellers planlagt. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Finansminister Nicolai Wammen (S) hæfter sig ved, at den nuværende seniorpension bevares.

Offentliggjort Sidst opdateret

Regeringen svigter de nedslidte.

Sådan lyder det fra SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti med henvisning til regeringens finanslovsforslag for 2024, hvori det fremgår, at en ellers ventet udvidelse af seniorpensionen skrottes.

Den tidligere S-regering indgik i 2020 en aftale med rød blok og Dansk Folkeparti om en udvidelse af seniorpensionen. Siden hen har der været folketingsvalg. Og i dag er Socialdemokratiet i regering med Venstre og Moderaterne.

- Det er helt urimeligt, at nedslidte skal betale for regeringens finanslov – særligt når økonomiminister Jakob Ellemann samtidig siger, at der er råd til endnu større skattelettelser, siger SF's formand, Pia Olsen Dyhr, i en skriftlig kommentar.

- Det er altså en skæv prioritering og ærgerligt, når regeringen ellers har lagt rigtig mange fornuftige ting på bordet, siger hun.

Enhedslistens finansordfører, Trine Pertou Mach, kalder finanslovsforslaget i sin helhed for en "lussing til velfærden, klimaet og de nedslidte danskere".

- Der er penge nok, og alligevel angriber regeringen nedslidte danskere. Det her er en regering for eliten og dem ved muffen, ikke for dem, der har knoklet et langt arbejdsliv i hårde job. Finansloven er en kniv i ryggen på nedslidte danskere, siger Pertou Mach i en skriftlig kommentar.

DF's Nick Zimmermann er heller ikke imponeret.

- Med dagens forslag til finanslov løber den socialdemokratisk ledet regering fra en aftale om at sikre nedslidte en værdig alderdom.

- I dag har de sløjfet en ellers klar aftale om at give flere nedslidte adgang til seniorpension. Det er nu tydeligt, at socialdemokraterne kun vil hjælpe nedslidte danskere, når der er valgkamp, men efter valget er fløjtende ligeglade med at hjælpe mennesker, der har slidt, slæbt og betalt deres del til skattefar.

- Det kan simpelthen ikke passe, at man som regeringsparti så skamløst kan løbe fra en sådan aftale, siger han i en skriftlig kommentar.

Den ventede udvidelse af seniorpensionen ville betyde, at flere kunne blive omfattet af ordningen.

I dag må en ansøger maksimalt have en arbejdsdygtighed på 15 timer, og den grænse skulle hæves til 18 timer, så flere blev omfattet. Men den tanke er altså nu skrottet.

Finansminister Nicolai Wammen (S) blev tidligere torsdag spurgt ind til emnet ved pressemødet, hvor finanslovsforslaget blev præsenteret.

- I forhold til seniorpensionen kommer vi ikke til at forringe den nuværende seniorpension. Det er rigtigt, at den udvidelse, der var lagt op til, ikke bliver til noget med den her finanslov, sagde Wammen.

Han sagde, at det forlig, der aftalte udvidelsen, ikke længere har flertal. Wammen svarede dog ikke på, hvorfor regeringen ikke vil bruge det alternative flertal, der kan findes til udvidelsen.

- Vi slagter ikke seniorpensionen. Vi laver ikke en forbedring af seniorpensionen. Men den seniorpension, der er i dag, ændres ikke.

- Den aftale om at forbedre, der blev lavet under den tidligere regering, og de partier, der stod bag den aftale, har ikke flertal i det nuværende folketing, gentog Wammen.

/ritzau/