Patienter ser stort potentiale i flere lægetjek fra sofaen
Flere patienter skal fremover have mulighed for et digitalt tjek hos lægen, hvis det står til regeringen. (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Det skal fastsættes som en rettighed, at borgere skal kunne få sundhedskonsultationer fra computeren. Det ser både patienter og professor et stort potentiale i.
Flere danskere har allerede stiftet bekendtskab med videokonsultationer hos lægen, hvor man over et digitalt link kan få en dialog og et tjek fra sofaen eller spisebordet.
Fremover skal det være nedskrevet ved lov, at alle borgere har ret til digitale sundhedstilbud, mener regeringen, der har gjort det til en del af det store udspil til en sundhedsreform, som netop er præsenteret.
Det vækker umiddelbart glæde hos Danske Patienter. Chefkonsulent Johanne Kure peger på, at videokonsultationer i forvejen er en udbredt metode.
Men hvis det bliver skrevet ind som en rettighed, kan det gøre behandlingen mere ensartet på tværs af landet, håber hun:
- Vi ved, at mange patienter har stor gavn af at blive behandlet hjemmefra med digitale hjælpemidler, siger hun.
Annonce
Johanne Kure understreger dog, at det skal være for de patienter, der kan og vil, og at der stadig skal være mulighed for fysiske besøg ved behov.
- Vi skal være sikre på, at der ikke er noget patientsikkerhed, der går tabt. Der vil være tilfælde, hvor enten patienten eller den sundhedsprofessionelle føler sig mere tryg ved et fysisk møde, siger chefkonsulenten, der kalder konsultationerne et "supplement" til den fysiske kontakt.
Ifølge Praktiserende Lægers Organisation (PLO) er digitale konsultationer allerede vidt udbredt hos lægerne.
- De praktiserende læger har tilbudt e-mailkonsultationer i næsten 20 år, og fra i år skal alle læger også kunne tilbyde videokonsultationer, siger formand for PLO Jørgen Skadborg, som tilføjer, at erfaringerne med brugen er gode.
- Men videokonsultationer skal fortsat udvikles rent fagligt og teknisk. Vi skal finde et leje for, hvad vi egentlig kan bruge det til, og hvornår det ikke duer i forhold til patientsikkerheden, siger formanden.
Der kan for eksempel være tilfælde, hvor en patients almentilstand kan være svær at bedømme over en videoforbindelse, mener han.
Det er i første omgang videokonsultationer hos almenmedicinske tilbud, altså eksempelvis ens egen læge, hos den kommunale sygepleje og ved genoptræningstilbud, der skal skrives ind som en rettighed.
Det er planen, at rettighederne så løbende udvides, i "takt med den teknologiske udvikling", oplyser Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) siger, at mange danskere i forvejen bruger digitale sundhedstilbud. Men der er stor forskel på, om den enkelte behandler tilbyder det eller ej.
Læger skal ved videokonsultationer holde øje med, om der kan være behov hos patienten for et fysisk møde. (Arkivfoto). Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
- Borgerne skal også have ret til, at deres pårørende kan deltage, hvis de ønsker det, tilføjer Sophie Løhde i et skriftligt svar til Ritzau:
Annonce
- Så hvis man har et sygt familiemedlem, der sidder i den anden ende af landet, skal man som pårørende selvfølgelig have mulighed for at deltage digitalt i konsultationerne.
I udspillet ligger også, at sundhedspersonale fra distancen skal kunne følge den enkeltes sygdom digitalt, og hvor hjemmebehandlingshold så kan rykke ud, hvis der sker forværring i sygdommen.
Flere videokonsultationer er oplagt, mener praktiserende læge og professor i medicin på Aarhus Universitet Per Kallestrup.
Der er argumenter imod. Lægerne kan måske føle sig overbebyrdede, når der også skal være mange videokonsultationer, og der er måske også en risiko for, at sygdomme hos patienter overses.
Men Per Kallestrup tror, at der kan tages højde for det. Patienterne har også et ansvar for ikke at ringe op på video i tide og utide, og så mener han, at landets læger er fint i stand til at vurdere, om der under en videokonsultation er behov for yderligere tjek ved lægen.
- Vi har gavn af videokonsultationer, og det er et ekstra redskab i sundhedsydelserne, siger han.
Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) har fået til opgave at skabe et sundhedsvæsen tættere på den enkelte borger. En af vejene til det er flere hjemmekonsultationer over videolink. (Arkivfoto). Foto: Asger Korsgaard Jensen/Ritzau Scanpix
/ritzau/
Regeringens udspil til sundhedsreform
LÆGEREFORM
* Der oprettes uddannelsespladser i almen medicin i Aalborg, Esbjerg og Køge.
* Der skal være mindst 5000 praktiserende læger i 2035. I dag er der omkring 3500.
* Ved hjælp af ydernumre sikres flere læger til områder med mange syge og få læger. Læger i disse kommuner skal have færre patienter og bedre betaling.
NY STRUKTUR
* Region Sjælland og Region Hovedstaden samles under navnet Region Østdanmark.
* Der oprettes 17 nye sundhedsråd.
* Der etableres en national plan for udviklingen af sundhedsvæsnet.
Seneste artikler
Festivalleder: - Vi er dér, hvor vi skal være
Hus fra bondestenalderen fundet på Falster
Der var sommerfugle i maven før historisk broløb
250 frivillige sendte de første af 10.000 løbere godt afsted
Næsgaard-elever løber med i stor stil: - Broløbet er once-in-a-lifetime
Mest læste artikler
Hus fra bondestenalderen fundet på Falster
Stopper efter 140 år: - Vi kan ikke betale købmanden med traditioner
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Kronprinsen til stor brofest
250 frivillige sendte de første af 10.000 løbere godt afsted