Pendlere ærgrer sig over udsat billetrabat

Pendlerne skal ikke foreløbig sætte snuden op efter billigere tog- og busbilletter i hovedstadsområdet, som SF ellers havde lovet i valgkampen.

Det ærgrer dem, der dagligt bruger bus og tog for at komme til og fra Hovedstaden.

- Jeg ville have jublet, hvis det var sket, men jeg er ikke overrasket, siger talsmanden for Køge Bugtbanens pendlerklub, Henrik Tougaard.

Han har pendlet siden 1974 og mener, den offentlige transport ville få et løft af den lovede billetrabat.

Priserne på at bruge busser og s-tog er nemlig steget uforholdsmæssigt meget i forhold til priserne på brændstof.

- Billigere billetter til pendlere er en god idé. En liter benzin skulle i dag have have kostet 27 kroner, hvis priserne på brændstof var steget i samme tempo som tog- og busbilletterne. Det synes jeg er tankevækkende, siger Henrik Tougaard.

Pendlertalsmanden kalder SF's valgløfter "gode intentioner", men tror, at partiet er blevet ramt af den politiske virkelighed.

- Jeg kan godt tælle til 90, som han formulerer det.

Det er transportminister Henrik Dam Kristensen (S), som i flere medier giver udtryk for, at planerne om prisrabatter er udskudt.

- Jeg siger ikke billigere trafik. Jeg siger bedre kollektiv trafik. Jeg er meget omhyggelig med, hvordan jeg formulerer mig, siger Henrik Dam Kristensen til Jyllands-Posten.

Efterfølgende har ministeren erklæret, at billetpriserne først sænkes, når betalingsringen rundt om København er sat i værk.

/ritzau/

Det er ærgerligt, men ikke overraskende, at regeringen udskyder rabatten på kollektiv trafik, mener pendlere.

Offentliggjort Sidst opdateret