Personer på tålt ophold slipper for tvangsophold på center
Udlændinge og integrationsminister Inger Støjberg retter sig efter Højesteret. Foto: Polfoto/Jens Dresling
/ritzau/Jens Dresling
Flere personer får besked om, at de ikke længere er tvunget til at bo på udrejsecenter efter Højesteretsdom.
Selv om udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) forleden fejrede sin udlændingestramning nummer 50 med en overdådig othellolagkage, har hun måttet slippe grebet om en af de gennemførte stramninger.
Politiken skriver, at ministeren har rettet sig efter en højesteretsdom fra januar i år. Den fastslog, at udlændingemyndighedernes krav om, at en udlænding var tvunget til at opholde sig på et udrejsecenter, var ugyldigt.
Derfor er Udlændingeministeriet begyndt at meddele de personer på tålt ophold med lignende sager, at de ikke behøver at bo på centret.
Avisen har talt med en række advokater, der er blevet meddelt per brev, at opholdspligten på et udrejsecenter er ophævet for deres klienter.
En af advokaterne er Christian Dahlager. Han siger om brevet til avisen:
- Det vedrører Støjbergs stramning nummer 43 til 50 om vilkårene for tålt ophold, som jeg mener ikke længere kan have gang på jord. Så derfor giver jeg kage.
Loven om opholdspligt på et udrejsecenter blev ifølge ministeren indført, "for at gøre det utåleligt at være på tålt ophold i Danmark".
Udlændinge på tålt ophold er ofte personer, som er dømt for grov kriminalitet og udvist af Danmark, men som ikke kan sendes hjem, fordi de risikerer forfølgelse i hjemlandet.
Personer på tålt ophold har skullet bo og overnatte på Udrejsecenter Kærshovedgård, der ligger i Midtjylland.
Selv om flere af dem ikke længere er tvunget til at bo på centret, er de fortsat dog på tålt ophold i Danmark. Det fremgår af brevene til advokaterne.
Det vides heller ikke, i hvilket omfang personerne fremover skal melde sig på centret.
I brevene fremgår det også, at ministeren vil presse udlændinge på økonomien, hvis de flytter ud af udrejsecentret.
Hvis de vil have underhold og sundhedsmæssige ydelser dækket af Udlændingestyrelsen, skal de nemlig fortsat bo på udrejsecentret.
Personer på tålt ophold må ikke tage et arbejde.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie