Pia Kjærsgaard vil danne fælles front mod fake news
Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), ønsker at få partierne til at gå sammen om at forhindre misinformation i at sprede sig i den kommende valgkamp. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Flere partier i Folketinget er positivt indstillet over for formandens forslag om at forhindre misinformation.
Folketingets medlemmer og partier skal blive bedre til at beskytte hinanden mod læk og hacking før valget senere i år.
Sådan lyder opfordringen fra Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), i et debatindlæg hos netmediet Altinget.
Hun har skrevet til partiernes gruppeformænd for at indgå en gentlemanaftale, så man informerer hinanden, hvis man bliver udsat for læk og hacking.
- Målet er at danne et fælles værn mod de kræfter, der eksempelvis bruger fortrolige og følsomme personoplysninger i politisk øjemed, skriver Pia Kjærsgaard.
I december vurderede Politiets Efterretningstjeneste, at Rusland gennemfører målrettede påvirkningskampagner i Vesten, måske også i Danmark.
Også Forsvarets Efterretningstjeneste har konkluderet, at russiske påvirkningskampagner vil udgøre en stigende trussel mod Danmark.
I december erfarede Altinget, at Udenrigsministeriet i en intern undersøgelse konkluderede, at automatiske robotter efter alt at dømme havde været med til at sprede misinformation og budskaber imod FN-migrationspagten på Facebook.
Danmark endte med at tilslutte sig pagten.
Pia Kjærsgaards forslag møder bred velvilje blandt de politiske partier.
- Det er vores pligt og ansvar at samarbejde imod, at mørke kræfter skal påvirke vores folkestyre, siger gruppeformand i Venstre Karen Ellemann til Altinget.
Enhedslisten og Konservative vil også gerne være med i aftalen.
- Fake news og udefrakommende påvirkningskampagner kan udgøre et demokratisk problem. Vi skal derfor tage problemet meget alvorligt, siger gruppeformand Jakob Sølvhøj fra Enhedslisten til Altinget.
Næste valg til Folketinget skal afholdes senest 17. juni.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned