Pind åbner for strammere udvisningsregler

Dybt kriminelle udlændinge skal udvises uanset, om de har en familie i Danmark. Det fastslår integrationsminister Søren Pind (V), som er klar til at stramme reglerne for udvisning efter sagen om bandelederen Fez Fez fra Vollsmose.

Fez Fez blev idømt seks års fængsel for omfattende hashhandel, trusler og dummebøder, men hensynet til hans kone og otte børn her i landet reddede ham fra at blive udvist.

Pind vil nu afvente, om anklagemyndigheden anker dommen. Men hvis dommen ikke bliver anket, eller hvis Højesteret stadfæster den, så kommer der et lovindgreb, varsler Søren Pind.

- For folk, som på værste facon afviser at være en del af det danske fællesskab, vil jeg tage hele demokratiets arsenal i anvendelse for at sikre, at de ikke skal være her. Og det er denne sag et eksempel på, siger Søren Pind, der kalder dommen "stødende og uaccaptabelt".

I retten stemte tre voterende for at udvise Fez Fez, hvorimod tre stemte for at gøre udvisningen betinget. Ved stemmelighed er det det mest gunstige resultat for tiltalte, der gælder.

Pind vil stramme reglerne, så dommerne ikke kan bruge betinget udvisning i alvorlige sager, som sagen mod Fez Fez, der resulterede i seks års fængsel. Samtidig vil domstolene blive pålagt at tolke de internationale konventioner "indsnævrende og ikke udvidende".

Domstolene skal ifølge Pind også pålægges at være mere villige til at løbe den risiko, at sagen bliver indbragt for Den Europæiske Menneskeretsdomstol.

Dansk Folkepartis medlem af integrationsudvalget Martin Henriksen glæder sig over udmeldingen fra Søren Pind.

Ifølge Martin Henriksen er sagen særlig interessant, fordi det formentlig er Den Europæiske Menneskeretskonventionens bestemmelse om retten til familieliv, der har forhindret en udvisning.

- Udmeldingen fra Søren Pind viser, at Dansk Folkepartis synspunkt om at de internationale konventioner trænger til en revision vinder tilsyneladende gehør i regeringen, siger Martin Henriksen.

/ritzau/

Integrationsministeren er klar til strammere udvisningsregler efter sagen om bandelederen Fez Fez fra Odense.

Offentliggjort Sidst opdateret