Planerne er ændret: Ingen udvisningsdømte i nyt fængsel
Der kommer alligevel ikke til at sidde udvsningsdømte kriminelle i det nye, topsikrede Storstrøm Fængsel på Falster. Foto: /ritzau/Rasmussen Per
/ritzau/Rasmussen Per
Udenlandske kriminelle skal alligevel ikke afsone i det nye Storstrøms Fængsel, som det ellers var planen.
De udvisningsdømte udlændinge, som i dag sidder på den ene af to udrejseafdelinger i Nyborg Fængsel, skulle efter planen være flyttet til det nyopførte og topmoderne Storstrøms Fængsel på Falster.
Men de planer er ændret.
Dansk Folkeparti har protesteret kraftigt, fordi partiet mener, at forholdene i fængslet er for gode for kriminelle udlændinge.
Protesterne har virket, for nu har justitsministeren ændret planerne i sidste øjeblik.
Justitsministeriet oplyser til Ritzau, at justitsminister Søren Pape Poulsen (K) har imødekommet Dansk Folkepartis ønske. Det betyder, at de udvisningsdømte bliver siddende i Nyborg Fængsel.
- Vi synes, det er fornuftigt, at regeringen nu har accepteret, at selvfølgelig skal vi ikke have udvisningsdømte i det nye fængsel på Falster, siger Peter Skaarup, Dansk Folkepartis gruppeformand.
Omkring en tredjedel af de 54 fanger, der i løbet af oktober og november som de første flytter ind i Storstrøms Fængsel, skulle have været kriminelle udlændinge, der skal udvises efter afsoningen.
- Der er ingen tvivl om, at et nyt og moderne fængsel giver nogle meget bedre forhold. Det var forkert, at nogle, der skal hjem til deres hjemland, skulle afsone under nærmest luksuriøse forhold, siger Peter Skaarup.
- Man kan så diskutere, om forholdene er for gode selv for danske indsatte. Men det skal først og fremmest være dem med henblik på, at de kan komme ud på den anden side på en fornuftig måde, siger han.
Storstrøms Fængsel har plads til 250 fanger, og fængslet er bygget med fokus på resocialisering. Der er blandt andet kunst på væggene og skulpturer i udendørsarealerne.
Det moderne fængsel har mulighed for effektiv sektionering og er derfor særligt egnet til at huse flere forskellige grupper af indsatte.
Fængslet blev officielt indviet 27. september.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned