Guldborgsund

Ditte Rust (V) (længst til højre i panelet) har valgt at forlade byrådet inden valget af helbredsmæssige årsager. Arkivfoto: Ingrid Riis

Politiker forlader byrådet tre måneder før valget

Venstres spidskandidat Henrik Høegh-Andersen er blevet en fast del af kommunalbestyrelsen i Guldborgsund. Det sker, fordi Ditte Rust har valgt at forlade byrådet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Politisk skifte i Guldborgsunds Byråd

  • Venstres Ditte Rust træder tilbage fra byrådet af helbredsmæssige årsager, hvilket åbner døren for Henrik Høegh-Andersen som ny stedfortræder.
  • Henrik Høegh-Andersen ser frem til at styrke sit netværk og forberede sig til det kommende kommunalvalg, mens han navigerer i en travl periode med budgetforhandlinger og valgkamp.

Torsdag aften måtte byrådet i Guldborgsund tage afsked med en kollega. 

Venstres Ditte Rust har besluttet at forlade byrådet med virkning fra fredag 22. august. I en mail til byrådskollegerne har hun forklaret, at det sker "af helbredsmæssige årsager".

Hendes anmodning blev godkendt, og borgmester Simon Hansen takkede hende for hendes store indsats i de forløbne snart fire år. 

Som erstatning for Ditte Rust er første suppleant Henrik Høegh-Andersen indsat i Venstres byrådsgruppe for resten af perioden. 

Han er allerede valgt som spidskandidat for Venstre ved det kommende kommunalvalg og oplever det som en mulighed for at få en fod indenfor på et vigtigt tidspunkt inden valget. 

- Baggrunden er trist, fordi Ditte har besluttet ikke at gennemføre byrådsperioden. Men i forhold til at skulle føre valgkamp, er det godt. Du får netværket helt tæt på, og meget af snakken foregår i korridorerne - det er ikke kun ved de formelle møder. Dermed giver det en tættere kontakt til de andre at blive en del af det allerede nu.  

Men det bliver også en travl periode. Budgetforhandlingerne venter rundt om hjørnet, og selvom det ikke bliver Henrik Høegh-Andersen, der skal sidde med ved bordet for Venstre, så venter der mange møder. Dertil er valgkampen allerede i fuld vigør, og ved siden af kommer byrådsarbejdet. 

- Især som spidskandidat bliver det travlt. Men det bliver også spændende og sjovt. Jeg har været førstesuppleant og har derfor fulgt med, så jeg var klar til at træde ind ved et afbud. Jeg kommer derfor ikke ind fra højre og er helt uforberedt. Men jeg kommer til at følge mere intenst med nu. 

Ditte Rust har været næstformand i erhverv og udviklingsudvalget, og her skal medlemmerne nu selv finde en erstatning. 

Derudover har hun været medlem af bestyrelsen for FGU, medlem af bestyrelsen for Visit Lolland-Falster, og derudover er hun stedfortræder for Ole K. Larsen ved KL's kommunalpolitiske topmøder samt i valgbestyrelsen ved EU-valg, ved folkeafstemninger og kommunalvalg. 

Også Peter Bring Larsen fra Guldborgsundlisten har sygemeldt sig ind til 15. september. Lars Jensen indtræder som afløser. 

Følg kommunalvalget i vores valgblog HER.