Populært fradrag bliver genoplivet
Hundredtusindvis af borgere brugte håndværkerfradraget, indtil det blev afskaffet. Nu vil regeringen genoplive det med udspil til finansloven for 2025. Foto: Anne Bæk/Ritzau Scanpix
Regeringen lægger op til at genindføre det tidligere ret populære håndværkerfradrag i finansloven.
Fra næste år bliver det igen muligt at trække noget af håndværkerregningen fra i skat, når hjemmet sættes i stand, og samtidig forhøjes servicefradraget.
Det er en del af det finanslovsudspil, som regeringen fremlægger fredag formiddag, erfarer Ritzau.
Fradraget, som blev afskaffet af S-regeringen i 2021, var på 12.500 kroner årligt. Det bliver fra næste år på et lidt lavere niveau, kan man udlede af finansieringen.
Dengang var der afsat 350 millioner kroner til fradraget, mens der i finanslovsudspillet for 2025 er afsat 300 millioner kroner.
Venstre gik til valg på at genindføre fradraget, hvilket fremgik af partiets 2030-plan, men forsvarsminister og V-formand Troels Lund Poulsen og daværende V-formand Jakob Ellemann-Jensen kom ikke igennem med kravet i regeringsforhandlingerne.
Forhandlingerne om fradraget udestår, så det ligger ikke fast, hvordan det skal skrues sammen, og om det skal målrettes bestemte typer af opgaver.
Men Venstre ønsker, at det kan bruges til blandt andet klimasikring.
Regeringen lægger op til at afsætte i alt 400 millioner kroner på finansloven for 2025 til håndværkerfradraget og servicefradraget. Det sidstnævnte, der allerede eksisterer i dag, reserveres de 100 millioner.
Servicefradraget kan bruges på rengøring, vinduespudsning og børnepasning. Fradraget er i år på 11.900 kr. og har en værdi på 26 procent.
Det betyder, at man kan fratrække skat for 26 procent af det beløb, som man har brugt på en serviceydelse.
Senest blev håndværkerfradraget afskaffet 1. april 2022 med finanslovaftalen i december året forinden.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned