Hvorfor besøger Hu Danmark?
- Hvorfor ikke? De skylder os et besøg. Vi har aldrig haft besøg af Kinas præsident. Det statsbesøg har mange andre lande haft, men det får vi nu. Det er på tide, for vi havde vores statsoverhoved (dronning Margrethe. red) på besøg i 1979, og det er ikke blevet gengældt.
Hvorfor lige nu?
- Han skal til G20-møde i Mexico. Hvis han skal nå at besøge Danmark, inden han går af, skal det være nu. Desuden har vi formandskabet for EU, og Kina følger meget med i, hvordan finanskrisen bliver tacklet i Europa. Det kan de så diskutere med det officielle formandsland.
Hvad får Kina ud besøget?
- Meget er på det symbolske og høflige plan. Men samtidig får de bekræftet relationerne til Danmark, som siden 1949 generelt har været gode. Danmark anerkendte Folkerepublikken Kina som nogle af de første, og vi skubbede virkelig på for at få Kina med i FN i 1971. Danmark har altid haft gode relationer til Kina, med små udsving. Samtidig kommer der muligheder i forhold til handel.
Det er en prominent liste af mennesker, han har med. Hvad siger det?
- Det er en fantastisk liste, som han ikke behøver tage med til Danmark. Det er folk, der skal med til G20 mødet, og så standser man lige i Danmark på vejen. Det er ikke fordi, alle de mennesker skal i spil. Men de er med, og de får et indtryk af Danmark. Vi kommer på radarskærmen hos de folk, det er meget vigtigt. Næste gang, der er dansk besøg i Kina, vil det åbne døre.
Hvad får Danmark ud af besøget?
- Det er stort for Danmark. Vi kommer på dagsordenen i Kina, og det gør, at vi kan komme videre med det samarbejde, der er mellem landene. Det er en god mulighed for Danmark at vise, hvad vi kan og for at få nogle af de ting på banen, som vi er interesseret i i forhold til Kina. Det er en enestående chance for at få de kinesiske topledere i tale. Det kan godt være, at Hu Jintao går af, men de politikere, der er med, er vigtige skikkelser og er på vej op, og det betyder noget.
Erhvervslivet jubler. Er der grund til det?
- Der er god grund til, at de jubler. I Kina handler det meget om netværk og besøg på højt niveau, der åbner døre. Derfor er det også vigtigt, at Danmark gengælder besøget på højt niveau for at holde forbindelserne ved lige.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned