Præsident Hu stopper trafikken på fredag
Det kan være en god idé at undgå at tage bilen eller turistbussen til Amalienborg, Den Lille Havfrue, Rosenborg Slot og nabolag på fredag, når den kinesiske præsident Hu Jintao kommer forbi med et stort følge i tunge biler.
Trafikken bliver holdt tilbage, når kortegen skal frem. Men ifølge hoffet bliver vejene ikke afspærret forud for præsidentens køreture.
En del af køreturene bliver til og fra Hotel Radisson Blu på Amager, hvor kineserne overnatter og spiser, når de ikke er til gallamiddag med 280 kuverter på Christiansborg.
Trafikken holdes også tilbage, når præsident Hu fredag skal på- og afmønstre Dannebrog. Kongeskibet sejler ham rundt, så han kan se København fra søsiden og få at vide, hvorfor vandet i havnen er så rent, at nogle københavnere bader i det.
Grøn teknologi, vandrensning og byudvikling er noget af det, kineserne gerne vil se, inden de rejser videre lørdag. Præsidenten flyver til økonomisk G20 møde i Mexico.
Det er første gang, at et kinesisk statsoverhoved besøger Danmark. Præsidenten lander, eskorteret af to F16 fly, torsdag eftermiddag, hvor der ikke er yderligere på programmet.
Præsidenten giver ingen interviews eller pressemøder. Til gengæld mødte dronning Margrethe og prins Henrik en del af den kinesiske presse allerede onsdag.
Regentparret var sammen i Kina i 1979, men medlemmer af kongehuset har flere gange siden været i Kina.
Som kronprins var den senere kong Frederik den 9. i Kina i 1930. Han mødte den daværende præsident og general Chiang Kai-shek, som flygtede til Taiwan i 1949, efter den kommunistiske sejr i borgerkrigen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned