Efter at en lydfil, der er et afgørende bevis i den såkaldte lækagesag, er dukket op, kan politiet gå til Den Særlige Klageret og bede om at få genåbnet sagen mod tidligere forsvarsminister Søren Gades spindoktor, Jacob Winther.
Det siger juraprofessor Eva Smith til politiken.dk.
Politiet kan ikke bare genoptage sagen, fordi Jakob Winther har været sigtet i sagen. Samt fordi Rigsadvokaten i sommer meddelte ham, at sigtelsen mod ham for at lække fortrolige oplysninger om danske jægersoldaters udsendelse til Irak, var droppet.
Rigsadvokaten opgav at rejse tiltale, fordi politiet ikke kunne få udleveret det afgørende bevis i sagen.
Mandag bebudede Ekstra Bladet imidlertid, at bladet tirsdag vil offentliggøre en lydfil, der gengiver en samtale mellem TV2-journalisten Rasmus Tantholdt og tidligere DR-journalist Nils Giversen.
Af samtalen fremgår det angiveligt, at det var Jacob Winther, der lækkede oplysningerne.
- Det kræver afgørende beviser at tage sagen op igen. Anklagemyndigheden skal altså bringe det frem for Den Særlige Klageret og sige, at de nu mener, at der er afgørende beviser, så sagen skal genoptages, siger Eva Smith til politiken.dk.
Ekstra Bladet vil offentliggøre indholdet af lydfilen i avisen tirsdag morgen. Senere tirsdag vil lydfilen blive lagt ud på nettet.
Københavns Politi oplyser tirsdag morgen i en kortfattet pressemeddelelse, at man "noterer sig" de nye oplysninger og forventer at kommentere sagen omkring klokken 10.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned