R: Ingen risiko ved at skære på tandrensning

De Radikales retsordfører Jeppe Mikkelsen har i overført betydning lyst til at give Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup en grundig rodbehandling, efter lørdagens forhandlinger om en ny flerårig aftale for Kriminalforsorgen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Her er det centrale spørgsmål blevet, om regeringen kan skære markant i danskernes tilskud til tandrensning, uden at det går ud over borgerne.

Regeringen vil nemlig finansiere en stor del af aftalen ved at skære 720 millioner kroner af tilskuddet til tandrensning. Det sker, efter at Sundhedsstyrelsen tidligere har konkluderet, at tandrensningerne ikke forebygger paradentose.

Danskere med paradentose, som har brug for tandrensninger og i forvejen er har store tandlægeregninger, kan dog fortsat få tilskud, siger Jeppe Mikkelsen.

- Nu må Peter Skaarup stoppe med at udbrede sådan en populistisk frygt. Han ved udmærket godt, at regeringen ikke vil spare på tilskud til danskere med paradentose. Det fremgår direkte af de papirer, som Peter Skaarup har fået i forhandlingerne, siger Jeppe Mikkelsen.

Venstre og Dansk Folkeparti har bedt om svar fra regeringen på, hvad det vil få af sundhedsmæssige konsekvenser, hvis regeringen som varslet finansierer en del af sine 200 nye fængselspladser ved at skære på de offentlige tilskud til tandrensning.

- Vi vil sikre os, at det i hvert fald ikke får nogen negative konsekvenser for danskere, der har brug for at få renset tænder for at undgå, at paradentose udvikler sig.

- Tandrensning kan være forebyggende, så nogen undgår at få paradentose, siger Peter Skaarup.

Men Peter Skaarup er ikke uddannet tandlæge, så han bør læne sig tilbage i stolen og lade fagfolk komme til, mener Jeppe Mikkelsen.

- Folk, der har forstand på området siger, at det her er forsvarligt at gøre. Så jeg synes hellere, man skulle bruge kræfterne på at være konstruktiv og finde løsninger på det problem, at vi mangler op mod 460 pladser i fængslerne i 2016, siger Jeppe Mikkelsen.

Forhandlingerne om en fireårig aftale om Kriminalforsorgen fortsætter søndag klokken 10 i Justitsministeriet.

/ritzau/