De Radikale kræver, at justitsminister Lars Barfoed (K) undersøger, om den islamistiske organisation Hizb ut-Tahrir bør forbydes.
Kravet kommer, efter at Hizb ut-Tahrir opfordrer til væbnet modstand ved et debatmøde, som organisationen i januar holder om krigen i Afghanistan.
Invitationen til debatmødet viser billeder af danske, svenske og norske kister på et kort over Afghanistan. Og det hedder, at muslimer i Afghanistan og omegn har pligt til væbnet modstand, og at det islamisk set er uacceptabelt at være passiv.
Debatmødet skal også "sætte fokus på pligten til væbnet modstand for muslimerne i Afghanistan og omegn. Vi anser denne modstand som fuldt ud legitim. I den sammenhæng vil myndighedernes forsøg på at kriminalisere eller intimidere enhver krigsmodstander også blive belyst".
De Radikales retspolitiske ordfører, Lone Dybkjær, mener imidlertid, at den skjulte dagsorden er at piske en stemning op i Danmark.
- Justitsministeren må vurdere om, det er i overensstemmelse med grundloven. Jeg synes, at det er groft, dybt ubehageligt - og dybt skadeligt, at vi har en organisation, som opfordrer til væbnet oprør her i landet. De ønsker jo at opildne til kamp - også her i landet. Det er deres formål. De dækker sig bare ind ved at sige, at det er i Afghanistan, siger Lone Dybkjær.
SF's retspolitiske ordfører, Karina Lorentzen, frygter også, at der er en bagvedliggende dagsorden.
- Det er udtryk for en syg og antidemokratisk tankegang, når en organisation som Hizb ut-Tahrir opfordrer til væbnet modstand. Jeg fornemmer, der ligger en skjult trussel i det, og jeg er vildt bekymret ved tanken om deres påvirkning af unge mennesker. Jeg håber, at politiet går ind i sagen og undersøger, om det de gør, er at opfordre til vold. Det er nemlig strafbart, siger Karina Lorentzen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned