Radikale vil skærpe EU-krav til databeskyttelse
De Radikales spidskandidat til Europarlamentsvalget, Morten Helveg Petersen, foreslår at skærpe kravene til de virksomheder og myndigheder, som opbevarer personfølsomme oplysninger om borgerne.
Konkret vil han have, at virksomheder og institutioner, der håndterer persondata, skal være forpligtet til at informere borgere og myndigheder, såfremt de bliver udsat for hackerangreb.
- Hvis man er udsat for et hackerangreb, så skal man være forpligtet til at melde det. Vi kan jo se, at vi lægger mere og mere data ud på nettet om os selv, og derfor må kravene til de virksomheder, som behandler de data, alt andet lige være stigende, siger Morten Helveg Petersen, til Ritzau.
Morten Helveg Petersen har selv prøvet at få misbrugt personfølsomme oplysninger i sagen om Se og Hørs brug af dankortoplysninger, hvilket har ført til en politianmeldelse af Aller.
Han har blandt andet undret sig over, at ugebladet tilbage i 2008 på mystisk vis kunne beskrive, hvilke restauranter og barer han havde besøgt under en ferie i Berlin med sin daværende kæreste, tv-værten Line Baun Danielsen.
Den verserende sag har da også været med til at øge hans fokus på netop det område af lovgivningen, fortæller Morten Helveg Petersen.
- Det spiller ind, og det er klart, at der er en sammenhæng. Men jeg synes generelt set, det er helt rimeligt, at vi får et nyt sæt regler. Det skriger til himlen, at der er brug for en modernisering, siger Morten Helveg Petersen.
EU-systemet drøfter i øjeblikket et omfattende lovforslag, der skal opdatere EU's 19 år gamle regler for databeskyttelse.
Det er mere end to år siden, at justitskommissær Viviane Reding kom med sit udspil, men kommissæren erkendte for nylig, at den omfattende lovgivning næppe bliver færdig i år.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned