Radioaktivt affald skal oplagres i op til 50 år på Risø
Regeringen undersøger fortsat, om der er mulighed for at eksportere radioaktiv affald til andre lande.
Regeringen foreslår, at Danmarks radioaktive affald skal opbevares i yderligere 30 til 50 år på Risø.
Det skriver Uddannelses- og Forskningsministeriet i en pressemeddelelse.
I alt ligger mellem 5000 og 10.000 kubikmeter radioaktivt affald lige fra gummihandsker til bestrålet brændsel i lagre på Risø.
Særligt omtalt har været 233 kilo særligt farligt atomaffald fra det tidligere forsøgsanlæg i Risø.
Ifølge Uddannelses- og Forskningsministeriet er det både det særligt farlige atomaffald og det øvrige affald, der skal deponeres i yderligere 30 til 50 år på Risø.
I den forbindelse skal bygningerne på Risø forbedres, så det bliver forsvarligt at opbevare affaldet i den forlængede periode.
De 30 til 50 år skal bruges til at finde en langsigtet løsning på, hvor og hvordan Danmarks radioaktive affald kan blive oplagret.
Blandt andet vil man fortsat undersøge muligheden for at eksportere affaldet til andre lande.
Derudover undersøger man muligheden for at oprette dybtliggende depoter i ned til 500 meters dybde. Her kan det radioaktive affald opbevares permanent.
De hidtidige undersøgelser har ikke gjort det muligt at konkludere, hvor sådan et depot ville kunne placeres.
- Det her er en sag, der kalder på omhu og grundighed. Vi skylder fremtidige generationer, at vi ikke haster noget igennem, men bruger den tid, der skal til, for at nå frem til en sikker, langsigtet løsning, siger uddannelses- og forskningsminister Søren Pind i pressemeddelelsen.
Danmarks radioaktive affald håndteres af den statslige virksomhed Dansk Dekommissionering.
Lande som Sverige, Finland og Tyskland arbejder på at etablere dybtliggende depoter for atomaffald.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned