Der var ikke mange rosende ord til de fem folketingspolitikere fra Lolland-Falster, da TV2’s politiske redaktør, Henrik Qvortrup, gav sin analyse af deres landspolitiske indsats og synlighed. Og det kalder Folketidendes chefredaktør, Søren Knudsen, for tankevækkende.
Han mener, at analysen må give stof til eftertanke hos de lokalt valgte politikere, der tæller Vibeke Grave (S), Lennart Damsbo-Andersen (S), René Christensen (O), Flemming Møller (V) og Henrik Høegh (V).
Selvom det ifølge chefredaktøren er afgørende, at de valgte politikere har gennemslagskraft og markerer sig i det landspolitiske arbejde, mener han dog, at Henrik Qvortrup tager afgørende fejl i udgangspunktet for sin analyse.
- Det handler nemlig ikke om, hvor mange gange de lokalt valgte MF’ere har været på landsdækkende tv, eller om Henrik Qvortrup kan genkende dem på gaden. Det handler om resultater og om hårdt arbejde, siger Søren Knudsen og peger på, at det netop er den lokale indsats, som har haft en høj prioritet hos de fem lokalt valgte folketingspolitikere.
- De har efter bedste evne - og med den gennemslagskraft fem ud af 179 folkevalgte nu en gang kan give - forsøgt at sætte Lolland-Falster på det landspolitiske kort. Det er i mange tilfælde lykkedes. Mest i forhold til Femern-forbindelsen, der er det største anlægsprojekt i nyere tid. Alle fem har været synlige og aktive lokalt, og det er set med LF-øjne det, der tæller mest, lyder det fra Søren Knudsen.
Han mener derfor også, at etableringen af den såkaldte kaffeklub har været det første vigtige skridt for at kunne kæmpe Lolland-Falsters sag på Christiansborg. Og efter valget vil det vise sig, om de virkelig formår at rykke grænser, lyder vurderingen.
- Første runde er overstået med fire års træning i at blive en indflydelsesrig pressionsgruppe, og efter valget bliver det afgørende, om gruppen består i antal, og om de valgte formår at trænge tydeligere igennem i den politisk debat, siger Søren Knudsen.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned