Regeringen forsøger at lægge forbudte bander helt døde
Justitsminister Peter Hummelgaard (S) har mandag sendt et lovforslag i høring, så det skal blive lettere at stoppe fortsatte aktiviteter i ulovlige bander. (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Det har ifølge Rigsadvokaten været svært at løfte bevisbyrden i sager om aktiviteter i forbudte foreninger.
Regeringen vil gøre det lettere at stoppe aktiviteter i bander, der er dømt ulovlige.
Justitsminister Peter Hummelgaard (S) sender mandag et lovforslag i høring, der vil forbyde aktiviteter - både private og offentlige - der fremstår som en videreførelse af den ulovlige forening.
- Med det her lovforslag vil jeg gerne sende et meget klart signal til de bandekriminelle om, at hammeren nu falder endnu hårdere, hvis I bliver ved med at begå kriminalitet og dyrke det dårlige selskab, udtaler ministeren i en pressemeddelelse.
Anklagemyndigheden har haft svært ved at løfte bevisbyrden, hvis tidligere medlemmer af en forbudt bande har videreført aktiviteter. Det har Rigsadvokaten oplyst.
- Det skal simpelthen ikke være sådan, at medlemmer af forbudte eller opløste foreninger kan samles under dække af sociale aktiviteter, siger Peter Hummelgaard.
Folketinget vedtog i 2018 en lovændring, der medførte straf på indtil to års fængsel for at videreføre en forening, der er opløst ved dom eller gjort foreløbig forbudt.
I april i år lød det fra justitsministeren med henvisning til bandeuro i Sverige, at et forbud var på vej mod Bandidos.
Det skete i maj, da politiets specialenhed National enhed for Særlig Kriminalitet efter bemyndigelse fra Rigsadvokaten bekendtgjorde et foreløbigt forbud mod Bandidos.
Det skete, under henvisning til at Bandidos har "et ulovligt øjemed af så alvorlig karakter, at der straks bør gribes ind med et administrativt forbud."
Den første bande, der blev opløst ved lov, var Loyal To Familia.
I 2018 nedlagde Københavns Politi forbud mod Loyal To Familia, som senere blev dømt ulovlig af by- og landsretten. I 2021 stadfæstede Højesteret dette.
Det er dog ikke første gang, at en forening dømmes til opløsning.
Første gang var i 1873, da Den Internationale Arbejderforening for Danmark blev forbudt. Både Socialdemokratiet og arbejderbevægelsen har rødder i foreningen.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie