Regeringen ser ledighed stige mere i 2012

Dansk økonomi har det fortsat hårdt, og i regeringens finanslovforslag må man nedjustere forventningen på flere af de vigtige nøgletal.

Ledigheden ventes nu at nå op på 167.000 brutto, hvilket er 6000 flere end i den tidligere regerings økonomiske redegørelse fra august. For at modvirke denne tendens vil regeringen dog kickstarte økonomien med ekstra 11 milliarder kroner i 2012.

Tidligst i andet halvår 2012 ventes en gradvis vending på arbejdsmarkedet.

Problemet for økonomien er blandt andet svækkede forhold i udlandet, hvilket gør det svært for dansk eksport fortsat at trække økonomien frem. Den danske konkurrenceevne er også blevet forringet gennem flere år.

Dertil kommer, at udviklingen i den private efterspørgsel har været skuffende. Især er danskerne tilbageholdende, når det gælder privatforbrug.

Den ventede fremgang ved indgangen til 2012 er udeblevet, konstaterer regeringen.

Dermed har man udsigt til en vækst i bruttonationalprodukt, BNP, på mellem 1 og 1,25 procent i både 2011 og 2012. Det er noget lavere end skønnet i den seneste økonomiske redegørelse. Kickstarten skal dog styrke BNP med 0,4 procent og sikre 9000 ekstra i arbejde.

De svagere økonomiske udsigter svækker de offentlige finanser yderligere. Dermed ventes der nu et offentligt underskud på 96 milliarder kroner i 2012 efter kickstart - mod tidligere ventet 85 milliarder kroner.

Når der alligevel er grund til et vist håb for 2012, så skyldes det de meget lave renter og den høje opsparing hos både private og virksomheder. Det kan give mulighed for en god fremgang, når først optimismen får fat.

Omvendt advarer regeringen også om, at en større svækkelse end ventet i den internationale økonomi samt fortsat finansuro kan føre til en markant lavere vækst fremadrettet.

/ritzau/

Ledigheden vil nu ifølge finanslovforslaget stige til 167.000 brutto i 2012 - hvilket er 6000 mere end før.

Offentliggjort Sidst opdateret