Regeringen udskyder omorganisering af sundhedsvæsnet
Mette Frederiksen (S), Jakob Ellemann-Jensen (V) og Lars Løkke Rasmussen (M) præsenterede onsdag deres regeringsgrundlag på Marienborg. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Regeringspartier lover penge til psykiatrien, men omorganisering af sundhedsvæsnet skal eksperter se på først.
Trods de historisk lange forhandlinger om en ny regering er Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne ikke nået frem til et bud på, hvordan sundhedsvæsnet skal omorganiseres. De er dog enige om, at der skal ske noget.
Og det skal eksperter i en strukturkommission derfor komme med et bud på. Deres forslag skal ligge klar i foråret 2024, fremgår det af regeringsgrundlaget.
- Vi kommer fra forskellige positioner, siger Moderaternes partileder, Lars Løkke Rasmussen.
- I stedet for et lunkent kompromis har vi besluttet, at vi skal se på det hele med friske øjne til gavn for patienterne, så vi sikrer, at historiske løsninger på eksempelvis kræftbehandling ikke sættes over styr og sander til.
Men det bliver altså eksperter, som først skal se på sagen.
Lars Løkke Rasmussens eget parti har argumenteret for, at regionerne skal nedlægges.
Strukturkommissionen skal give bud på et sammenhængende og samarbejdende sundhedsvæsen på tværs af landet. Med patienten i centrum.
Kommissionen skal også se på, hvordan der kan "sikres mere personale, bedre arbejdsmiljø og mere tid til kerneopgaven".
- Der har været diskussion om sygeplejerskers løn. De skal på en eller anden måde skal adresseres. Der skal - helt ærligt - genskabes noget tro og begejstring, siger Lars Løkke Rasmussen på pressemødet på Marienborg.
- Der er nogle steder en mistrøstig stemning.
Der er dog også helt konkrete løfter om penge i regeringsgrundlaget. De tre regeringspartier er enige om at løfte psykiatrien med ekstra milliarder.
- Den ekstra og historisk store investering i psykiatrien vil betyde, at vi om ti år har øget bevillingen til området med fire milliarder kroner hvert år, hedder det i regeringsgrundlaget.
Det er også del af planen, at psykologisystemet skal "moderniseres". Det skal tilpasses, at flere i samfundet lider af angst og depression. Det skal sikre hurtigere behandling.
Regeringspartierne lover at styrke det nære sundhedsvæsen. Alle "skal have en læge tæt på".
Man vil give incitamenter til, at praktiserende læger etablerer sig i områder med lægemangel.
- Vi bakker op om, at incitamenterne styrkes, for at alment praktiserende læger etablerer sig i områder med lægemangel, og vi ser frem til at indgå i dialog med den nye regering om modeller for, hvordan det kan ske, siger formanden for Praktiserende Lægers Organisation (PLO), Jørgen Skadborg.
Samtidig skal speciallægepraksisser fordeles bedre over hele landet.
- Det har en meget stor positiv betydning for patienterne, at vi som alment praktiserende læger har speciallæger i lokalområdet, vi kan henvise til, siger PLO-formanden i en skriftlig kommentar.
/ritzau/
Seneste artikler
Når natklubberne lukker, rykker festen videre
Lottomillionær nummer 4.000 nærmer sig: Den allerførste var fra Lolland
Vilde Nykøbing FC slog rekorder i hvepseboet
Søstre har stor tilknytning til broerne: - En særlig dag for os med både glæde og vemod
Ny minister til Folketidende: - Sikke’ en folkefest
Mest læste artikler
Stopper efter 140 år: - Vi kan ikke betale købmanden med traditioner
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Nabo taber klagesag om kæmpe solcelleanlæg
Kronprinsen til stor brofest
Shelter brændt ned: Politiet efterforsker som brandstiftelse