Regeringen vil aflive ordet ordre i mediers omtale af minksag
Statsminister Mette Frederiksen (S) under et virtuelt pressemøde, hvor statsministeriet giver status på situationen med COVID-19-smitte i mink. Her giver hun beskeden om, at alle mink skal aflives. Foto: ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix
ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix
Professor kalder det en tvist af ord, når ministerium påpeger, at ordet ordre ikke kan bruges i minksag.
På et meget omtalt pressemøde i begyndelsen af november gav statsminister Mette Frederiksen (S) besked om, at alle landets mink skulle slås ned.
- Alle mink skal aflives, sagde Mette Frederiksen på pressemødet og tilføjede desuden, at det ikke var til forhandling.
Det viste sig senere, at der ikke er hjemmel i loven til at kræve alle mink aflivet.
Beskeden bliver i medier betegnet som en "ordre", og sådan blev den også forstået i dagene efter pressemødet af de mange minkavlere, som straks gik i gang med at slå deres mink ned.
Men justitsminister Nick Hækkerup (S) og hans ministerium mener ikke, at det er korrekt at omtale regeringens beslutning som en ordre.
Derfor udsendte ministeriet torsdag en pressemeddelelse, hvor der blandt andet står, at en udtalelse på et pressemøde ikke kan udgøre en "ordre" (en befaling eller et pålæg) til borgerne, for eksempel minkavlerne.
- Det er faktuelt forkert at omtale dette som en "ordre", står der videre.
Også Socialdemokratiets retsordfører, Jeppe Bruus, anfægtede flere gange brugen af ordet "ordre" søndag aften i på Deadline på DR2.
Professor ved Juridisk Institut på Syddansk Universitet Frederik Waage har selv brugt ordet "ordre", når han har udtalt sig til medier.
Hans vurdering er, at der ikke noget problematisk ved at betegne den klare besked om aflivningen af mink som en ordre.
- Ordre er ikke en betegnelse, der normalt indgår i centraladministrations terminologi, men det at hun (statsministeren, red.) kommunikerer beslutningen fra K-udvalget (koordinationsudvalget, red.) ud, har jo en virkning, som svarer til, at man udsteder en ordre, siger Frederik Waage.
Det betyder, at der er folk, både minkavlere og offentligt ansatte, der utvivlsomt retter sig efter hvad statsministeren siger, påpeger han.
- Og hvis hendes udmelding har ført til, at nogle borgere har lidt et økonomisk tab, så vil de kunne gøre Statsministeriet erstatningsansvarlige. At udtalelsen er en nullitet, fordi den ikke har hjemmel, betyder ikke at den er uden retsvirkninger.
I pressemeddelelsen udsendt torsdag medgiver Justitsministeriet, at et meget omdiskuteret brev, som to dage efter pressemødet blev sendt fra Fødevarestyrelsen til minkavlerne, kunne forstås som et påbud.
I mailen til dem stod, at alle mink - også dem uden for risikozonerne - skulle aflives hurtigst muligt. Det gjaldt altså også raske mink. Ordet "skal" står nævnt 31 gange.
- Jeg undrer mig over, at Justitsministeriet problematiserer det her. Da brevet til minkavlerne kommer et par dage senere, ved vi jo alle sammen godt, hvad klokken er slået. Brevet siger jo kun det samme, som statsministeren allerede havde sagt på pressemødet, siger Frederik Waage.
- Jeg vil ikke kalde det juristeri, for jeg er jo selv jurist, men at de ikke vil kalde udtalelserne på pressemødet for en ordre er en urimelig tvist af ord, siger han.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned