Regeringens spinhær koster 25 millioner
Udgifterne til de såkaldte spindoktorer er eksploderet i tiden med Helle Thorning-Schmidt (S) som statsminister.
Årligt koster de mange "særlige rådgivere" 25 millioner kroner - eksklusiv pension - ifølge den nyeste lønstatistik, skriver Ekstra Bladet.
Venstre betegner udviklingen som hyklerisk, fordi der bliver fyret medarbejdere så mange andre steder i det offentlige.
Der er blevet ansat yderligere 14 særlige rådgivere i de forskellige ministerier siden Helle Thorning-Schmidt kom til magten for godt et år siden, så antallet af spindoktorer nu er øget til 32. Da Lars Løkke Rasmussen (V) var statsminister, var der ansat 18.
Lønudgiften til de ekstra rådgivere, der skal hjælpe ministrene med at fremstå så godt som overhovedet muligt i medierne, beløber sig til over 11 millioner kroner.
Statsministerens særlige rådgiver, Noa Redington, er den bedst betalte med en gage på over én million kroner, mens Thorning-Schmidts anden spindoktor, Thomas Juul-Dam, tjener 875.000 kroner.
Finansminister Bjarne Corydons (S) to rådgivere aflønnes med 931.000 kroner hver.
Venstres Martin Geertsen undrer sig over, at regeringen samlet set har ladet udgifterne stige med flere ministerier og spinfolk.
- Det er hykleri. Man angreb den tidligere regering på lige præcis det punkt, og nu har vi oven i købet en økonomisk krise. Man fyrer en masse andre steder i den offentlige sektor, men lige præcis på det her felt lader man udgifterne eksplodere, siger Geertsen til Ekstra Bladet.
Den dårligst lønnede rådgiver er Esben Baltzer Nielsen i Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Han tjener 658.522 kroner om året.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned