Regeringens vækstplan kritiseres skarpt fra flere sider
Regeringen bliver fra flere sider kritiseret for, at dens netop fremlagte vækstplan har fokus på de forkerte områder og ikke sikrer den danske vækst i tilstrækkelig grad.
Fagforbundet FOA mener, at den offentlige sektor er helt fraværende i regeringens vækstplan, der indeholder 89 initiativer og skal skaffe mellem otte og 10 milliarder kroner mere i erhvervsinvesteringer hvert år.
- Den medicin, der indtil nu ikke har virket overbevisende, skal nu gives i højere doser. Vi kan se frem til lavere afgifter og nye skattefradrag, men der er ingen som helst garanti for, at det skaber mange flere arbejdspladser, siger forbundsformand Dennis Kristensen.
Den borgerlig-liberale tænketank Cepos mener, at der er tale om en pauver vækstplan, der ikke mærkbart forbedrer vilkårene for at investere og drive virksomhed.
- Jeg savner en række ambitiøse forslag til at øge produktiviteten, herunder at man åbner for hyper-markeder, altså kæmpe supermarkeder, der kan give lavere priser til danske familier, siger cheføkonom Mads Lundby Hansen.
I Dansk Energi mener man, at vækstplanen udsulter Danmarks energiinfrastruktur, da man vil hente milliarder fra el-, gas- og fjernvarmenettet. Det risikerer at underløbe de grønne ambitioner og dermed energiaftalen.
- Der er ingen saglige begrundelser for, at regeringen nu skader investeringerne i vores energiinfrastruktur. Den type indgreb vil efter alt at dømme betyde dårligere elnet for virksomheder og forbrugere. Det er en helt skæv kurs, siger administrerende direktør Lars Aagaard.
Et af de væsentligste elementer i planen er, at regeringen vil reducere virksomhedernes omkostninger ved at lempe energiafgifterne - de såkaldte PSO-afgifter - med 5,8 milliarder kroner.
Det skuffer Greenpeace, der anser tiltaget som en potentiel svækkelse af Danmarks grønne omstilling. Lempelsen af PSO-afgiften kan føre til usikkerhed om finansieringen af den forsatte udbygning af vindmølleparker i Danmark.
- Generelle lettelser af PSO-afgiften er torskedumt. PSO-afgiftslettelser for enkelte brancher kan være o.k., men at sænke afgiften over en bred kam er dårligt nyt for klimaet og den grønne omstilling, siger generalsekretær i Greenpeace Mads Flarup Christensen.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie