Regionale vækstfora forsvinder i nyt erhvervsfremmesystem
Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) har store forventninger til det nye erhvervsfremmesystem. Det skulle gerne blive lettere for landets virksomheder at søge råd og vejledning fremover. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Nils Svalebøg
Regeringen og Dansk Folkeparti har indgået en aftale om et nyt og forenklet erhvervsfremmesystem.
Det danske erhvervsstøttesystem bliver enklere fremover. Det er resultatet af en aftale, som regeringen har indgået med Dansk Folkeparti torsdag.
Aftalen indebærer, at man fjerner de nuværende regionale vækstfora, således at erhvervsfremmesystemet fremover kun består af to niveauer - det statslige og det kommunale.
Der etableres syv tværkommunale erhvervshuse, som tilbyder alle virksomheder kvalificeret sparring.
De supplerer den indsats, som kommunerne hver især yder - også i dag.
Det nuværende erhvervsfremmesystem har været kritiseret for at være for uoverskueligt med for mange aktører, der lapper ind over hinanden.
Det bliver der rådet bod på nu, siger erhvervsminister Brian Mikkelsen (K).
- Med det nye system reducerer vi derfor de administrative niveauer fra tre til to - ét decentralt niveau med stærk kommunal forankring og det statslige niveau.
- Dermed får virksomhederne lettere ved at finde vej til lige præcis den ydelse, som de har behov for, siger han.
Kommunernes Landsforening har sagt god for aftalen, og også Dansk Industri og Dansk Erhverv nikker anerkendende til den nye struktur.
Kent Damsgaard, der er direktør i Dansk Industri, giver den følgende ord med på vejen.
- Aftalen leverer et godt samspil mellem virksomhedernes lokale tilknytning og deres behov for høj kvalitet i ydelserne.
- Vi forventer, at kommunerne med den nye struktur tager ansvaret på sig og nu leverer et system, der er enkelt for virksomhederne at benytte, siger han.
Socialdemokraterne er ligesom de øvrige oppositionspartier ikke med i aftalen.
Det skyldes ifølge finansordfører Benny Engelbrecht blandt andet frygt for, at der vil ske et videnstab i forhold til uddelingen af EU-midler, når man centraliserer indsatsen.
- Og så er der det kæmpeproblem, at det it-system, der skal understøtte erhvervsfremmeindsatsen, først er klar i sin endelige udgave om tre år.
- Det minder om forløbet med den digitale tinglysning, hvor man også indførte nye regler, selv om systemerne ikke var parat, siger Benny Engelbrecht.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned