Reklamer på hjemmepleje-biler

Døgnet rundt er Guldborgsund Kommunes hjemmepleje på farten for at hjælpe borgerne.

Nu overvejer kommunen at bruge hjemmeplejens biler som reklamesøjler, der kan indtjene penge til kommunen. Den mulighed har kommunerne haft siden 2006.
I Ringsted Kommune har man gjort det siden 2009, hvor 20 hjemmeplejebiler nu kører med reklamer. Ringsted har et firma til at stå for alt det praktiske omkring salg og montering af reklamerne.
Oprindeligt var målet at hente 700.000 kroner om året på reklame-bilerne.
- Men rent økonomisk er det ingen solstrålehistorie. Altså det giver ikke underskud, men det er heller ikke noget, vi henter årsværk ud af, siger Ringsted Kommunes indkøbschef Leon Johansen.
Ringsted har derfor droslet forventningerne ned. I år er der budgetteret med en indtægt på 300.000 kroner. Leon Johansen vurderer dog, at man nok højest vil nå halvdelen af beløbet. Det ved man dog først i begyndelsen af det nye år, når man har fået afregning fra reklamefirmaet.
- Det har nok været det dårligst mulige tidspunkt at starte det her projekt op på grund af krisen, siger han, fordi firmaerne reklamerer i kortere tid end forventet. Derfor tilbyder man nu billigere reklamepools, så flere firmaer har råd til at være med.
- Det har også vist sig, at udgifterne til at håndtere de her reklamer, har været langt højere end forventet, siger Leon Johansen.
I Guldborgsund Kommune er social- og arbejdsmarkedsdirektør Jesper Rahn Jensen godt klar over, at reklameringen ikke er noget, kommunen kan forvente at blive rig på.
- Det er ikke så nemt, som det lyder. Men vi bukker os gerne ned efter de små beløb, siger han, der mener, at det absolut er et område, man skal arbejde videre med.
Foto: I den gamle Nykøbing Kommune havde kvartersviceværterne på Østerbro denne reklamebil. Nu skal hjemmeplejen måske også til at køre med reklamer på deres biler. Arkivfoto: Anders Knudsen.

Guldborgsund Kommune overvejer at bruge en del af sin bilpark til at tjene penge ind til ældreområdet.

Offentliggjort Sidst opdateret