Rige lande beskyldes for klimasnyd

Forhandlingerne om en ny global klimaaftale står i øjeblikket nærmest i stampe på FN's klimamøde i Bonn, fordi verdens lande ikke kan blive enige om, hvordan industrilandenes store CO2-udslip fra skovhugst skal håndteres.

- De rige lande nægter simpelthen at komme med nye reduktionsmål, før de kender de fremtidige regler for skov, siger en centralt placeret kilde til Ritzau.

Striden er blusset op, fordi udviklingslandene har fået øje på et kæmpemæssigt smuthul i reglerne for skovbrug i de rige lande, som gør det muligt for store skovlande som Rusland, Australien og New Zealand at fælde en masse træer uden at kompensere for det.

Problemet er, at træer optager CO2, og når de fældes og for eksempel brændes af som biomasse i kraftvarmeværker, så frigiver det en masse CO2 til atmosfæren.

Derfor mener udviklingslandene og flere internationale miljøorganisationer, at det vil være at snyde med klimaregnskabet, hvis industrilandene ikke medregner skovhugsten i deres fremtidige CO2-reduktioner.

- Vi risikerer, at der er en masse CO2, som ikke skal tælles med, og det kan underminere en ny klimaaftale, siger Troels Dam Christensen, som er koordinator for de danske miljøorganisationer i 92-gruppen.

En kilde tæt på forhandlingerne siger til Ritzau, at diskussionen om skovreglerne i værste fald kan blokere for fremdriften i de vigtige forhandlinger om en afløser for Kyoto-aftalen, der udløber i 2012.

- Derfor er det meget vigtigt, at det her emne ikke kommer til at stoppe processen, lyder meldingen.

Ifølge EU-Kommissionens beregninger kan de uklare regler betyde, at det globale CO2-udslip kun bliver reduceret med 12 procent i 2020.

/ritzau/

Verdens rige lande vil ikke have store CO2-udslip fra skovhugst med i en ny global klimaaftale. Men det kan ende med at true hele klimaprocessen.

Offentliggjort Sidst opdateret