De socialdemokratiske græsrødder opfordrer statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) til at sætte sig hårdere igennem overfor De Radikale og stå fast på at få gennemført flere af partiets og SF's forslag.
Det viser en rundspørge fra Ritzau, som 36 socialdemokratiske lokalformænd har svaret på, forud for partiets kongres lørdag i Aarhus.
Mens 51 procent af de deltagende mener, at Helle Thorning-Schmidt i højere grad bør sætte foden ned over for regeringspartneren, svarer 63 procent, at De Radikale har haft for stor indflydelse på regeringsgrundlaget.
- Når man skal arbejde fremover, kan det godt være, at man skulle lytte lidt til baglandet: Det gør ikke noget, at man prøver det lidt af og står fast. Der har været et lidt for stort radikalt tommelfingeraftryk, siger Steen Christensen, fællesformand i Brønderslev Kommune.
Hele 74 procent af de deltagende lokalformænd mener da også, at det er forkert - som besluttet af regeringen - at gennemføre den tidligere VK-regerings topskattelettelser i 2014.
Rundspørgen afslører dog samtidig, at det socialdemokratiske bagland utvetydigt bakker op bag regeringsprojektet med De Radikale og SF.
Selv om Socialdemokratiet efter folketingsvalget har fortsat nedturen i meningsmålingerne - og for nylig kom ned på kun 20,5 procent - mener 80 procent i dag, at regeringsmagten er prisen værd.
Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke, er tilfreds med resultatet af rundspørgen til lokalformændene.
- Jeg tror altid, at vores medlemmer gerne vil have, at mest muligt socialdemokratisk politik bliver gennemført. Det er derfor, at de er gået ind i politik. Men jeg hæfter mig ved, at et stort flertal altså stadig er tilfreds med regeringen, siger Magnus Heunicke.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned