Socialdemokrater vil lade det være op til den kommende regering at afgøre, om dronningen skal tilbagekalde den orden - Storkorset af Dannebrog - hun tidligere på året tildelte Bahrains konge.
- Om vi skal kræve Storkorset tilbage? Det spørgsmål må det være op til den nye regering at tage en dialog med hoffet om. Hvis Danmark vælger at gøre det, så vil det nemlig danne præcedens for, at vi blander ordner og politik sammen.
Det siger Socialdemokraternes fungerende udenrigsordfører, Jeppe Kofod.
Senest har Enhedslisten krævet, at dronningen tilbagekalder ordenen, efter at en appeldomstol i Bahrains hovedstad, Manama, har stadfæstet livstidsdommen mod den danske menneskerettighedsaktivist Abdulhadi al-Khawaja.
- Men jeg vil også gerne understrege, at vi bør ikke fokusere på et stykke metal. Her og nu er jeg mere optaget af, at vi bruger de diplomatiske kanaler til at lægge pres på Bahrain for ikke blot at få løsladt danskeren, men også de andre, som helt urimeligt er blevet fængslet, siger Jeppe Kofod.
Dronning Margrethe tildelte kong Khalifa Danmarks næsthøjeste orden ved et officielt besøg i februar. Blot to uger efter rykkede "Det Arabiske Oprør" ind i Bahrain, men kongen svarede hårdt igen mod demonstranterne, og flere blev dræbt.
Dronningen og regeringen er siden blevet kritiseret for at se stort på dansk udenrigspolitik og værdier som demokrati og menneskerettigheder.
SF lovede inden folketingsvalget, at en kommende rød regering vil sætte en stopper for dronningens hæder af diktatorer.
Ifølge Henning Fode, kabinetssekretær i det danske kongehus, er hoffet i tæt kontakt med Udenrigsministeriet om, hvad der skal ske med ordenen.
- Der er begrænsninger på, hvad man kan foretage sig i øjeblikket, hvor der formentlig er en ny regering på vej, siger han og fortsætter:
- Jeg vil bestemt ikke afvise, at en ny minister vil tage det her spørgsmål op til overvejelse.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned