Samuelsen får besøg af brexit-minister
Brexit-minister David Davis besøger udenrigsminister Anders Samuelsen (LA). Foto: AP/Maja Suslin
AP/Maja Suslin
Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) får torsdag besøg af den britiske brexit-minister David Davis.
Farvel-minister David Davis - også kendt som den britiske brexit-minister - gæster torsdag København for at sige goddag til udenrigsminister Anders Samuelsen (LA).
Det oplyser Udenrigsministeriet.
Samuelsen og David Davis holder et såkaldt doorstep klokken 12.45 i Udenrigsministeriet efter deres møde.
David Davis skal også mødes med finansminister Kristian Jensen (V) under sit besøg i den danske hovedstad.
Formelt er Storbritannien endnu ikke begyndt processen med at melde sig ud af EU. Men nu begynder der at ske markante ændringer.
I løbet af marts vil den britiske premierminister, Theresa May, gribe ind over for EU's regler om den frie bevægelighed for fællesskabets borgere i Storbritannien.
Det betyder, at borgere fra andre EU-lande ikke automatisk kan opholde sig permanent i Storbritannien.
Der kommer i stedet visumkrav og restriktioner, der holder blandt andet EU-borgerne væk fra velfærdsgoder fra de offentlige kasser.
May har erklæret, at hun senest med udgangen af marts vil udløse EU's såkaldte artikel 50.
Det vil formelt indlede forhandlingerne mellem Storbritannien og EU-systemet om briternes farvel til EU, sådan som et flertal af vælgerne besluttede ved folkeafstemningen i juni i fjor.
Det er regeringskilder i London, der siger til den konservative avis Daily Telegraph, at May er på vej med tiltaget mod EU's frie bevægelighed.
I øjeblikket behandles regeringens brexit-lovforslag, der skal bane vejen for at udløse artikel 50, i parlamentet.
Går det, som regeringen håber, vedtages forslaget i overhuset 7. marts, hvorefter det sendes til underskrift hos dronning Elizabeth.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned