Samuelsen leder efter nye alliancer i EU efter brexit
Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) mødes onsdag med den tyske udenrigsminister i Berlin. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Anders Samuelsen møder den tyske udenrigsminister for at få skabt stærkt samarbejde om EU's udenrigspolitik.
Det er et problem, når en god ven forlader klubben, siger udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) med henvisning til, at Storbritannien inden længe træder ud af EU.
Derfor arbejder udenrigsministeren i denne tid på at skabe stærke alliancer med andre EU-lande. Onsdag mødes han med Tysklands udenrigsminister, Heiko Mass, i Berlin.
- Det er klart, at briterne traditionelt er nogle af dem, vi har haft et meget stærkt samarbejde med, og derfor er det jo ærgerligt, at de trækker sig fra EU-samarbejdet, siger Anders Samuelsen.
- Det er et faktum, vi skal forholde os til, og derfor skal vi jo prøve at se, om vi kan lave nogle andre alliancer, siger ministeren.
Ud over at vedligeholde de dansk-tyske relationer så sigter onsdagens møde mod at tage et dansk-tysk initiativ for en styrkelse af EU's udenrigspolitik.
- Det er vigtigt i en tid, hvor amerikanerne trækker i en retning mod mindre multilateralt samarbejde, og hvor vi ser russerne spille et spil, som er dybt bekymrende, siger den danske udenrigsminister.
- I min optik skal vi forsøge at gøre noget yderligere for at få styrket EU's udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Anders Samuelsen mener, at EU har haft stor succes med at vedtage sanktioner.
Han fremhæver blandt andet, at EU i januar vedtog sanktioner mod navngivne personer i den iranske efterretningstjeneste, efter at landet angiveligt havde planer om at udføre attentater i Danmark og Frankrig.
- Mit bud er, at vi i højere grad kan bruge sanktionssporet. Det er en meget klar markør, og det sender et tydeligt signal om, at EU har en udenrigspolitik, og at vi ikke vil finde os i, at grænser bliver overtrådt, siger Anders Samuelsen.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned