Efter en måneds tavshed fortæller Henrik Sass Larsen (S) nu i Weekendavisen om baggrunden for, at han ikke kunne sikkerhedsgodkendes som minister af Politiets Efterretningstjeneste (PET).
Avisen offentliggør et notat, som Sass Larsen har udarbejdet, om de møder, hvor han blev orienteret om sagen.
Ifølge referatet var det ikke mindst to sms'er, der ødelagde Sass Larsens politiske karriere.
Sms'erne blev udvekslet mellem Sass Larsen og Bandidos-rockeren Torben Ohlsen-Jensen, som PET betegner som en meget farlig mand, dagen efter, at Sass Larsen havde siddet på en café sammen med vennen Tommy Kamp og rockeren.
Sms'erne havde følgende ordlyd: "Hej Sass ... talte med Murat senere ... Bad ham lukke røven ... De skal bare skrubbe af ... Husk Sass ... vi er de stærkeste".
Svar fra Sass Larsen: "Hey. Skal hilse fra Tommy. Vi sidder i Køge og nyder det. Alt godt. Sass."
Ifølge Sass Larsen tolker PET fejlagtigt mødet med Torben Ohlsen-Jensen og sms'erne sådan, at Sass Larsen står i et afhængighedsforhold til rockeren.
- Jeg sidder udenfor hos Tommy og modtager den her sms, Tommy siger hils igen, og jeg opfattede det bare som et venligt svar fra mig, siger Sass Larsen til Weekendavisen.
Han erkender dog, at han ikke burde have svaret på sms'en fra Torben Ohlsen-Jensen.
- Det var en fejl af mig, for svaret kan misforstås, siger Sass Larsen, som har valgt at fortælle sin version af sagen for at undgå mytedannelser.
- Dagligt har jeg skullet forholde mig til alle typer af rygter og formodninger. Det er en uacceptabel situation for mig og mine nærmeste, siger han.
Hvis Sass Larsen har fortalt hele sandheden, så rejser sagen "i allerhøjeste grad et retssikkerhedsproblem", vurderer PET's tidligere chef Hans Jørgen Bonnichsen.
- Der er ikke tvivl om, at den kontekst, PET lægger ned over situationen, er, at Sass er i lommen på ham. Men man lytter ikke til modparten. Det er en ensidig tolkning, der giver embedsapparatet en magt uden lige, siger Bonnichsen til Weekendavisen.
- Det kan blive ubehageligt også for andre end Sass Larsen, lyder det fra den tidligere PET-chef. /ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned