Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) har overtaget en SF-idé og solgt den i offentligheden som sin egen.
Det mener SF'eren Eigil Andersen, der beskylder ministeren for tyveri ved højlys dag.
Årsagen er, at beskæftigelsesministeren vil hæve det tilskud, som ledige på kontanthjælp kan få til transport, når de kører med bus og tog til deres aktiveringstilbud.
Støjberg vil hæve beløbet fra 1000 kroner til 1500 kroner om måneden. Nøjagtig samme forslag stillede SF'eren Eigil Andersen imidlertid allerede den 4. januar i form af et spørgsmål til ministeren.
Støjberg har endnu ikke svaret, selv om hun skulle have gjort det for over to uger siden, påpeger Eigil Andersen. Han vil klage over langsommeligheden.
- Jeg synes, det er for dårligt. Og jeg er overbevist, om at hun har idéen fra mig, siger han.
Eigil Andersen blev selv opmærksom på problemet med transportpengene gennem en pressemeddelelse fra Kommunernes Landsforening og Syddjurs Kommune.
Især i landkommuner kan transporten til aktivering være dyr for modtagere af kontanthjælp eller den lavere starthjælp.
Ministeren har fundet penge til at hæve transporttilskuddet i år og skal forhandle om at finde penge til, at forhøjelsen fortsætter næste år.
Det var ikke muligt at træffe beskæftigelsesministeren mandag eftermiddag.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned