SF vil have techvirksomheder til at betale for mistrivsel blandt unge

Retsordfører hos SF Karina Lorentzen vil indrette lovgivningen, så unge kan få erstatning, hvis sociale medier påvirker dem i retning af eksempelvis angst eller depression. (Arkivfoto). Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Kan der påvirkes sammenhæng mellem mistrivsel og sociale medier, bør techvirksomheder betale, foreslår SF. Lignende sager i USA er blevet tabt, siger forsker.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mange børn og unge bruger flere timer dagligt på sociale medier som Facebook, Instagram, TikTok og Twitter.

Eksponeres de for det forkerte indhold, kan det have alvorlige konsekvenser, mener SF, der nu spiller ud med et forslag om at stille techgiganterne til ansvar for mistrivsel som følge af brugen af sociale medier.

Konkret skal det være muligt at få erstatning, hvis der kan påvises en sammenhæng mellem eksponering for indhold på sociale medier og mistrivsel, siger retsordfører Karina Lorentzen.

- Vi forestiller os, at vi skal have noget lovgivning, der gør, at børn og unge kan søge erstatning ved lægeligt anerkendte skadevirkninger.

Spørgsmål: Kan det ikke være svært at dokumentere en konkret sammenhæng?

- Vi må jo diskutere, hvordan man kan dokumentere det her. I 2017 var der en pige i England, Molly Russel, der begik selvmord. Her konkluderede man, at det skete på baggrund af, at hun havde været udsat for massivt depressionsmateriale på sociale medier.

- Så der er et tilfælde her, der peger på, at der er en eller anden risiko ved de sociale medier, siger Karina Lorentzen.

Det er ikke den eneste sag på området, siger Mikkel Flyverbom, der er professor på Copenhagen Business School (CBS) og forsker i blandt andet digitale teknologier.

Han er også med i dataetisk råd og formand for regeringens ekspertgruppe om techvirksomheder.

Han beretter om, at der faktisk har været sager i USA, hvor techvirksomhederne er forsøgt stillet til ansvar.

Blandt andet har skoler lagt sag an mod Instagram, TikTok og YouTube for at holde dem ansvarlige for børns mistrivsel.

Sådanne sager ender dog som regel med, at techvirksomhederne går fri.

- Men USA er mere interesseret i at regulere på det her område, end de har været.

Han anerkender, at Danmark ikke alene kan trække techvirksomhederne til truget. Det skal ske igennem en alliance af lande eller igennem EU.

Der har allerede været retssager med henblik på at stille blandt andre TikTok til ansvar for mistrivsel. Men de er blevet tabt. (Arkivfoto). Foto: Dado Ruvic/Reuters

- Hvis nok lande tager de her bekymringer til EU, er der bedre chancer for, at der bliver lavet fælles aftaler og reguleringsindsatser i EU-sammenhæng, siger han.

Karina Lorentzen siger, at indholdet blandt andet kan være selvskade eller depressionsmateriale.

- Når man først interesserer sig for noget, får man det tifold igen, siger hun med hensyn til algoritmerne.

- Men jeg tror i virkeligheden, vi trænger til at få kortlagt, hvilke situationer der kan søges erstatning i.

- Det er et arbejde, vi skal have sat i gang, og som er nødvendigt at sætte i gang. For vi skal have en erstatningslovgivning, der passer til den digitale virkelighed, vi har i dag.

Retsordføreren vil ikke sætte et beløb på de erstatninger, der eventuelt skulle udbetales.

- Jeg tænker, det vigtige er, at vi får sat gang i et arbejde, der sikrer, at techvirksomheder kan blive stillet til ansvar, og at vi får indrettet lovgivningen til den digitale virkelighed, vi har.

Spørgsmål: Internettet har eksisteret i årtier, og man har altid kunnet finde uhensigtsmæssigt indhold. Er der ikke også et forældreansvar i at sørge for, at børn og unge ikke finder det?

- Der er selvfølgelig et forældreansvar. Jeg synes bare ikke kun, det handler om forældreansvar.

- Forældrene står alene over for techgiganternes uanede mængder af tid, ressourcer og eksperter, der kun spekulerer i, hvordan de kan bruge fastholdelsesmekanismer og adfærdsdesigns.

- Derfor synes jeg, det er rimeligt at bakke dem op med en regulering og en erstatning, når den mentale sundhed bliver påvirket.

Forslaget om erstatningsansvar er et af flere fra SF. De foreslår blandt andet også en aldersgrænse på pornosider og retsforfølgelse af sugardating-platforme for rufferi.

/ritzau/

Sådan vil SF regulere techvirksomheder

* Techvirksomhederne skal stilles til ansvar, hvis der kan dokumenteres en sammenhæng mellem deres sociale medier og børn og unges mentale helbred.

* Medier og influencere, der henvender sig til børn, skal mærke retoucherede billeder.

* Digitale platforme skal indføre et alderstjek. På den måde skal børn kun møde indhold, der svarer til deres alder.

* Der skal indføres en aldersgrænse på sociale medier og pornosider.

* Børn og unge skal beskyttes mod sugardating-platforme, og platformene skal retsforfølges for rufferi.

Kilde: SF.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu