Skatteminister advarer mod flere grønne afgifter
- Vi skal ikke opfinde nye skatter og afgifter. Heller ikke af hensyn til særinteresser som klima, miljø og sundhed. Vi skal tværtimod gøre det mere enkelt, siger Karsten Lauritzen. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/arkiv/Ritzau Scanpix
Regeringen vil forenkle skattesystemet, og man får det modsatte med flere afgifter, mener Karsten Lauritzen.
Det er ikke gennem skattevæsnet, at man skal løse samfundets klimaproblemer, sundhedsproblemer eller sociale problemer.
Tværtimod er der brug for et enklere skattesystem, der er nemmere at administrere.
Sådan lyder budskabet fra skatteminister Karsten Lauritzen (V), der igennem snart fire år har haft det øverste ansvar for området.
- Det modsatte af at forenkle skattesystemet er at opfinde nye skatter og afgifter, siger Lauritzen.
- Derfor vil jeg gerne advare kraftigt mod at tro, at vi løser vores klimakrise, vores sundhedsmæssige problemer eller vores sociale problemer ved at skrue på vores skattesystem.
Ifølge skatteministeren er det erfaringen, at skattesystemet bliver mere komplekst, når der kommer nye afgifter til. Resultatet er, at det bliver dyrere at drive og svært at understøtte med it.
- Så vi skal ikke opfinde nye skatter og afgifter. Heller ikke af hensyn til særinteresser som klima, miljø og sundhed. Vi skal tværtimod gøre det mere enkelt, siger Karsten Lauritzen.
Lauritzen har i sin tid som skatteminister arbejdet med at rydde op i afgifter på blandt andet pvc og nødder. Regeringen har også fremsat flere lovforslag, der blandt andet skal forenkle inddrivelsen af gæld.
Skatteministeren oplever bred opbakning i Folketinget til at forenkle skattesystemet. Men der er brug for meget mere i den retning, hvis målet om et mindre kompliceret skattevæsen skal nås, mener Karsten Lauritzen. Og altså ikke flere afgifter.
Hos Alternativet, der i høj grad går ind for at bruge afgifter til at påvirke borgernes forbrug, har skatteordfører Julius Graakjær Grantzau forståelse for, at ministeren ikke ønsker at gøre det i forvejen pressede skattesystem mere komplekst.
Alligevel ønsker partiet det, ordføreren betegner som "en grøn og bæredygtig afgiftsreform". Det kan for eksempel være at sætte afgiften ned på grøntsager og til gengæld lægge højere afgift på kød, forklarer han.
- Det skal være billigere at forbruge på en måde, så det tilgodeser vores klode. Mens det godt må koste noget mere at forbruge natur-, miljø- og klimaskadeligt, siger Julius Graakjær Grantzau.
- Jeg synes ikke, at vi kan vente. Så må vi sørge for at få de ressourcer, der skal til for at gøre det.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned