Skatteminister vil ikke regne på V-forslag

I løbet af efteråret har VK-regeringen været hurtig til at bede embedsmændene regne på, hvad Socialdemokraterne og SF's politiske udspil vil koste.

Men når det gælder at regne prisen ud på forslag fra regeringspartiernes ordførere, så får piben en anden lyd.

Skatteminister Troels Lund Poulsen (V) afviser således at regne på partifællen, trafikordfører Kristian Pihl Lorentzens forslag om at lade bilisterne betale en fast afgift på 1500 kroner årligt eller 60 kroner for en periode på 10 dage, hvis de ønsker at køre på motorveje og statens landeveje.

- Jeg vil gerne gøre opmærksom på, at forslaget fra Venstres trafikordfører, Kristian Pihl Lorentzen, ikke er i overensstemmelse med regeringens politik på området, skriver Troels Lund Poulsen i et svar til Folketingets skatteudvalg.

- På den baggrund finder jeg ikke grundlag for at anvende ressourcer på at gennemføre detaljerede effektberegninger af forslaget, skriver skatteministeren.

Socialdemokraternes medlem af skatteudvalget Thomas Jensen, som har bedt om beregningerne, mener ikke, at Troels Lund Poulsen kan undskylde sig med, at forslaget ikke er "regeringens politik på området". Det er Socialdemokraterne og SF's politiske udspil jo heller ikke ligefrem.

- Det er et misbrug af embedsværket, når regeringen kun vil regne på oppositions forslag og ikke på regeringspartiernes ordføreres forslag, siger det socialdemokratiske medlem af skatteudvalget.

- Det udstiller hulheden i regeringens politik, når regeringen sætter embedsmændene til at lave beregninger på vores forslag, men ikke på deres egne forslag. Man skal huske på, at embedsmændene er betalt af skatteyderne, og de skal ikke misbruges politisk på denne måde, siger Thomas Jensen.

/ritzau/

Regeringen plejer ikke at være bleg for at sætte embedsmændene til at regne på oppositionens forslag. Men det er noget andet, når de kommer fra politikere fra regeringspartierne.

Offentliggjort Sidst opdateret