Socialrådgivere håber på færre hindringer for akutte anbringelser
Der er flere problemer med rigide regler end for mange tvangsfjernelser af børn, mener socialrådgivere.
Dansk Socialrådgiverforening håber, at socialminister Astrid Krag (S) vil sætte gang i et arbejde, der kan fjerne nogle lavpraktiske forhindringer for, at kommuner kan foretage en anbringelse uden samtykke - altså tvangsfjerne et barn.
Ankestyrelsen har i en undersøgelse påpeget, at når det kommer til akutte anbringelser uden samtykke, er grundlaget ikke i orden i halvdelen af tilfældene.
Både Socialrådgiverne og ministeren peger på, at styrelsen i flere tilfælde dog oftest gør indsigelser mod formelle procedurefejl og anbringelsens akutte natur og ikke selve anbringelsen.
- De fejl, der bliver påpeget, er i højere grad procedurefejl, siger næstformand for Dansk Socialrådgiverforening Ditte Brøndum.
Ministeren vil nu undersøge, om reglerne giver børnene en tilstrækkelig beskyttelse - altså giver kommunerne gode nok muligheder for at tvangsfjerne børn.
Ditte Brøndum fortæller, at der nogle gange er tale om lavpraktiske snubletråde, som står i vejen for en anbringelse.
- Ifølge loven kan man for eksempel ikke træffe en beslutning om et ufødt barn. Det kræver, at man har en sag på barnet, før at man kan anbringe. Så hvis man møder op på hospitalet, har man intet juridisk grundlag.
- Hvis man kan se, at forældreevnen ikke er til det, og det er alvorligt, så vil der være et problem helt lavpraktisk.
Odsherreds borgmester, Thomas Adelskov (S), er formand for Kommunernes Landsforenings socialudvalg. Han minder om, at mange af beslutningerne om akutte anbringelser sker under svære vilkår.
- Vi har nogle rigtig svære sager på vores bord. Gerne med lidt kort varsel. Det kan være, politiet ringer midt om natten og har en bekymring omkring et barn og en familie, siger han.
- Og så skal man agere på det. Og der er det børnenes tarv, vi sætter i centrum.
Thomas Adelskov mener ikke umiddelbart, at der store behov for ændringer af reglerne, men kommunerne er altid åbne for en diskussion om området, siger han.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned