Søvndal: Starten på enden for Fogh

- Det er starten på enden for statsminister Fogh Rasmussen, siger SF's formand, Villy Søvndal. Han tror ikke, at det, der ligner et nyt folketingsflertal, vil kunne holde på sigt. Khader og Kjærsgaard vil simpelthen skændes for meget til, at Fogh kan holde styr på tropperne.

Samtidig glæder Søvndal sig over SF-fremgangen, som tyder på, at partiet bliver et af de største i Folketinget.

- Vi skal bruge fremgangen til at føre den skarpeste oppositionspolitik nogensinde, siger Villy Søvndal. Hans strategi er klar:

- Vi vil fremlægge de ting, Ny Alliance er gået til valg på. For eksempel højere ulandsbistand, differentieret moms og gratis skolemad.


Ikke siden 1988 har SF stået til at komme så talstærkt i Folketinget. Dengang fik partiet 24 mandater. /ritzau/




Khader og Kjærsgaard kan ikke enes, og derfor er et VKOY-flertal ikke langsigtet, mener Villy Søvndal, som lover den skarpeste oppositionspolitik nogensinde.

Offentliggjort Sidst opdateret