Danmarks nye udenrigsminister, Villy Søvndal (SF), ser frem til at være vært ved sit første store officielle besøg, når Kinas udenrigsminister, Yang Jiechi, på næste onsdag ankommer på et todage langt officielt besøg.
Da Søvndal tiltrådte som udenrigsminister, skete det med en melding om, at Kina kunne forvente dansk kritik for overgreb på Tibet og menneskerettigheder i Kina.
Men der vil blive diskuteret mange andre ting under besøget, siger Villy Søvndal i en skriftlig kommentar til Ritzau.
- Jeg ser meget frem til udenrigsminister Yang Jiechis besøg. Besøget er et naturligt led i vores fælles bestræbelser på at fastholde det gode dansk-kinesiske forhold, lyder det fra Villy Søvndal, som fortsætter:
- Samtidig er det en god lejlighed til at drøfte, hvordan vi yderligere kan udvikle vores bilaterale samarbejde indenfor perspektivrige områder som fx energi, miljø, viden og fødevaresikkerhed - også kommercielt.
Ifølge Villy Søvndal vil han også drøfte en række politiske emner af fælles interesse med den kinesiske udenrigsminister.
- Blandt andet vil jeg få lejlighed til at udtrykke anerkendelse for det store bidrag, Kina har ydet for at løfte 300 millioner mennesker ud af fattigdom, og det vigtige bidrag som Kina yder til den globale vækst.
- Vi vil selvfølgelig også drøfte udviklingen i Kina - også menneskerettighedssituationen. Præcis som vi også vil drøfte den politiske udvikling i Danmark, slutter Villy Søvndal.
Ifølge Enhedslistens udenrigsordfører, Christian Juhl, bør Villy Søvndal desuden gøre kineserne opmærksom på at overholde arbejdernes rettigheder, hvis de ønsker handelsaftaler med Danmark.
- Han skal tale demokrati og menneskerettigheder, men især arbejderrettighederne skinner forfærdeligt igennem. Det skal han sige, og det tror jeg også, han vil gøre. Ellers skal vi nok minde ham om det, siger Christian Juhl, der har en baggrund som formand for 3F i Silkeborg.
Det er første gang i 11 år, at en kinesisk udenrigsminister besøger Danmark.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie