Den tidligere særlige rådgiver for daværende skatteminister Troels Lund Poulsen (V), Peter Arnfeldt, har nu ansat advokat Henrik Stagetorn til at forsvare sig mod anklagerne i skattesagen.
Ansættelsen kommer samtidig med, at Skatteministeriet har meldt Peter Arnfeldt til politiet for at have forsøgt at udlevere statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) fortrolige skattepapirer.
Henrik Stagetorn ønsker ikke at kommentere anklagerne mod sin klient, men henviser til, at bolden ligger hos Københavns Politi.
- Nu afventer vi jo og ser, hvad politiet gør ved det. Og hvis de vil se os til en afhøring, så møder vi selvfølgelig op. Men foreløbig afventer vi politiets udspil, siger Henrik Stagetorn.
Henrik Stagetorn har fungeret som forsvarsadvokat i en række markante straffesager.
Han har blandt andet været forsvarer for både Farums tidligere borgmester Peter Brixtofte samt faderen til den misbrugte pige fra Tønder.
Fredag besluttede skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) at nedsætte en kommission, som skal undersøge myndighedernes behandling af statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) skattesag.
Her gjorde Peter Arnfeldt det klart, at han vil "svare på alt til kommissionen".
Den tidligere særlige rådgiver, eller såkaldt spindoktor, oplyste dog samtidig, at skatteministeren havde været "lovligt langt fremme med at insinuere om min rolle og min person" og truede derfor med en injuriesag.
En trussel Henrik Stagetorn foreløbig ikke har hørt noget om.
- Det er ikke noget, vi har drøftet endnu, siger advokaten.
Politianmeldelsen kommer, efter at Ekstra Bladet har beskrevet, hvordan Peter Arnfeldt for et år siden tilbød at lække passager fra den skatteafgørelse, som B.T. efterfølgende skrev om kort tid før valget.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned